ingen friere Opfatning af Poesiens Væsen, intet Fremskridt i dens Udvikling. Ewald henførtes selv i en Smagsretning, der maa kaldes en Afvei; men han bragte alligevel paa denne Bane sin poetiske Evne til en Svulmen og Stigen, hvoraf der viste sig flere modne Frembringelser; derfor kunde man have Ret til, under Anerkjendelsen af hans fremragende Digteraand, at bekæmpe Charakteren af dens Yttringsform, og modsætte sig dennes Indflydelse paa den endnu saa lidet befæstede Literatur. Men de umodne Bestræbelser af Ewalds Efterlignere henskjød sig ligeoverfor Kritiken under den Forret, der blot tilkom Mesteren, og de fremkaldte, som det jo pleier at gaae, ved deres Indgriben i Literaturen, en skarpere Modstand mod den Autoritet, hvori de søgte en Støtte og et Foreningspunkt.
Alene ved at anstille denne nærliggende Betragtning kommer man til at betvivle Retmæssigheden af en Fremstilling der med Dadel udhæver og fastholder det norske Selskabs Opposition mod Ewald, medens den kun flygtigt berører det danske Literaturselskab og lader det beroe med en uklar Antydning af dets blotte Stilling i den literaire Strid. Denne Knaphed og Ensidighed er i al Fald vilkaarlig; thi Rahbeks Oplysninger om Selskabet maatte allerede for Enhver, der roligt vilde prøve hine Tilstande, have ledet til Opfatningen af et polemisk Forhold, som til begge Sider har noget Eiendommeligt, og hvori Normændenes Andel vel kan forsvares. Det danske Literaturselskab var det Ewaldske Parties Hovedkvarter, end mere forstærket ved nogle Medlemmer af Rang og i indflydelsesrige Stillinger. Her udvikledes Efterligningen af Ewalds Poesi; det var her Mesteren saae sig omgivet af den Skole, hvis Tilværelse Molbech benegter (Forelæsn. ov. N. D. P. 1 D. Pag. 245), men som dog kan paavises i selve de Navne, han andetsteds (Ewalds Levnet Pag. 206) anfører blandt Selskabets Stiftere. H. Sneedorf, Thaarup, Brødrene Troyel, vare tilligemed flere, mindre bekjendte Medlemmer, i Ordets fulde Betydning Skolarer af Ewald. Sneedorf fordærvede paa denne Vei et meget lovende Naturanlæg; i Thaarups lyriske Poesi mærker Enhver den Ewaldske Efterklang og Troylerne skrev sine uheldigste Ting i den Maneer. Literaturselskabet arbeidede paa at udbrede den Smagsretning, som det selv hyldede; det vilde ved Medlemmernes Arbeider der vare underkastede Censur, tilveiebringe et udsøgt Fond af Skrifter, som efterhaanden i selvstændige Samlinger skulde offentliggjøres. Ifølge denne Plan, der dog ei fuldstændigt kom til Udførelse, fremtraadte Selskabet med en Digtsamling
