et Triumphtog“. Disse Ord udtrykke Forholdet paa en træffende Maade. Enhver, der uden Fordom har betragtet hin Literaturperiodes Tilstande, maa erkjende at der ligger en dybere Sandhed i Oehlenschlægers Fiktion end i det Udsagn om de Norskes blinde Partihad mod Ewald, der gjør Fordring paa at være historisk. Den væsentlige Sammenhæng mellem de norske Digteres og Ewalds Poesi viser sig i de Frembringelser fra begge Sider, der virkelig have overlevet Perioden. Man finder i dem det egne Tonefald, der udtrykker Tidsalderens lyriske Grundstemning uden at minde om nogen Mislyd fra Partiernes Feldtraab. Imidlertid er det bekjendt, at Smagsforskjelligheden og den literaire Modsætning var betydelig nok, og at den ved det norske Selskabs Anseelse og eiendommelige Optræden blev stærkt udhævet. Man skal blot ved Siden heraf lægge Mærke til, at hin Splittelse ved Anstaltmageres og tjenende Aanders Indgriben, allerede i Samtiden fik et hadefuldt Skin, og at en senere Opfatning ved at følge det falske Spor, ydermere har givet Striden en usand, overdreven Charakter. Molbechs Fremstilling af det norske Selskabs Opposition mod Ewalds Poesi ligner snarere et Udbrud af personlig Uvillie end et Udbytte af literaturhistoriske Undersøgelser. Det hjelper lidet, at denne Forfatter ved Siden af sin bitre Anklage, har indskudt nogle tarvelige Indrømmelser der mestendels ere Citater af Rahbek, som han just i denne Forbindelse kalder den „altfor gavmilde Lovtaler“; thi disse overfladiske Vendinger kan hverken skjule hans gjennemgribende Miskjendelse af det norske Selskabs Stilling og Virksomhed, eller fratage de bestemte Domme, hvori en saadan Opfatning især udtaler sig, Noget af deres Skarphed og Ensidighed. I sin danske poetiske Anthologie 1ste D. Pag. 282 siger Molbech blandt Andet: „En skadelig Tendents viste sig i det mindste i det, i en borneret Smag og Idekreds fængslede norske Parties Opposition mod den over sin Samtid ophøiede ewaldske Digteraand, hvis Virkning og stigende Indflydelse, dets Spot dog var meget for svag til at kunne hindre“. Disse Yttringer indeholde Summen af Molbechs ved forskjellige Leiligheder anbragte Udfald mod det norske Selskab; men den fordomsfrie Revision af de rette Aktstykker kan ei tillade at et saadant Skjøn bliver staaende som gyldigt i vor Literaturhistorie. Man vil sandelig i den Periode, hvorom her handles, forgjeves lede efter den opvakte Aand og efter den videre og renere literaire Dannelse, naar det skal gjelde som et Mærke for Mændene af det norske Selskab at de vare fængslede
