hvilken just det Maadelige lettest kunde holde Stand. Disse Dommere manglede Selvudviklingens friere Blik; for dem var Poesien, med al deres Omhu for at lede og udbrede den, et fremmed Anliggende, til hvis Behandling de, i den Tids Aand, fornemmelig lededes af en patriotisk Interesse.
Dette Selskabs Forhold til Ewald viser saaledes en lunken, og i selve Anerkjendelsen ligesom undvigende Opmuntring, hvoraf man tydeligt ser dets uklare og vaklende Holdning mellem de modsatte Smagsretninger. Alligevel vedblev Ewald at tye til Selskabet, og synes at have betragtet det som sit rette poetiske Værnething. Man kan finde denne Afhængighed tilstrækkelig begrundet i hans trængende Kaar, der ei tillod ham at være nøieregnende med sine Udveie, men det maa tillige erindres, at Selskabet i hine Dage endnu havde en Autoritet, som hverken Ewald eller hans Tilhængere kunde unddrage sig. Naar man altsaa, som det oftere sker hos Molbech sammenstiller dette Selskab og det Norske i Modsætningen til Ewald og hans Poesi, er det fremfor Alt magtpaaliggende at fastholde det Overblik, der viser at Forbindelsen her kun er forbigaaende, idet man til andre Sider ser det Modsatte forene sig. Det norske Selskab dannede mod Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme en væsentlig Opposition, hvis Beskaffenhed i det Følgende skal angives. Berøringspunktet derimod laae kun i visse Sætninger af en gjeldende Poetik, som man i det ene Selskab ligefrem forfegtede, og i det andet nødig vilde fravige. Paa den anden Side var Kjernen af det norske Selskab ingenlunde blind for Ewalds sande Fortjeneste, medens den for saa mange af hans Velyndere og Beundrere var ganske tilsløret. Den uafhængige Aand og poetiske Grundtone i Normændenes Kreds stemmede saa naturligt med et Digterliv som Ewalds, at man næsten kunde fristes til at betragte Adskillelsen som en Følge af tilfældige Hindringer. Denne indre Forbindelse af det Stridige har Oehlenschlæger i sin Novelle „Digterbesøget“ levende anskuet. Ved Wessels pludselige Besøg hos Ewald i Rungsteds Kro, og ved den Glæde, de begge havde af Mødet, betegner Novellen denne Enighed i det Væsentlige som modsatte Partier i et lykkeligt Øieblik kan blive sig bevidst. I Begyndelsen unslipper der Ewald en bitter Yttring, men da siger Wessel: „Hør Ewald! De gjør det norske Selskab Uret, de Bedre deri, Aanden deri! Mange Danske ere i dette Selskab høit anseede, og naar De lod Dem optage som Medlem vilde – ja, det er jeg vis paa – Selskabet modtage Dem i
