og Udartning, var i det Hele vel begrundet. Man maa blot ei fordre hin Tids Kritik udledet af Forudsætninger og Synsmaader, der først fra en nyere Smagslæres Standpunkt have vist sig gyldige. Ewald, hvis poetiske Evne Alle beundrede, udviklede en exentrisk, ofte endog forskruet Digtekunst, der hverken havde Originalitetens Forret eller fandtes grundet i den nationale Literatur, men tvertimod fulgte et fremmed, for Mange tvivlsomt Mønster, og dannede en Skole, som end mere fjernede sig fra den Smag, der overalt stod i Hævd som klassisk. Dette er Situationen i dens Hovedtræk; men hvor en saadan Sagbestand foreligger, maa man omhyggelig have prøvet de stridende Anskuelsers Fremtræden og Magt, inden man til nogen af Siderne sætter Modstandens Bevæggrund i Had og Avind og i en smaalig Partiaand. Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme, det officielle Smagstribunal i Danmark, havde paataget sig en flersidig Omsorg for Rigets saakaldte Genier, med hvilken Titel man dengang kun benævnte Poeterne. Selskabet virkede med Understøttelse af Kongens Kasse og flere af dets Medlemmer vare bekjendte Mæcenater. Mellem disse var den Poesi, hvori Ewald saae sit Forbillede, paa en afgjørende Maade repræsenteret, og nød idet mindste for en Del, Selskabets Gunst. Efter disse Omstændigheder havde Ewald billigt Krav paa en langt mere virksom og redebon Hjelp af Selskabet end den, der blev ham ydet, Molbech har derfor med god Grund i „Ewalds Levnet“ fornyet Prams Anklage og fremhævet den Beredvillighed, hvormed hine Smagsdommere ofte lønnede det maadelige eller smagløse Arbeide, medens der vistes en karrig Adfærd mod den begavede Digters Frembringelser. Imidlertid maa man ogsaa her, for at finde denne Kjendsgjernings nærmeste Forklaring, tage Hensyn til Forskjelligheden af de indtrædende literaire Standpunkter. Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme var med al dets virkelige eller paatagne Ærbødighed for den nylig opkomne sublime Poesi, dog i Hovedsagen den bestaltede Opretholder af en Smag, der hvilede ved Aristoteles og Batteux, og saaledes handlede Selskabet paa en Maade i Embeds Medfør, naar det vægrede sig ved at vise den poetiske Reform altfor store Indrømmelser; men hertil kommer endnu en Omstændighed, der vel maa tages i Betragtning. Kun meget faa af dette Tribunals Medlemmer havde nogen tilstrækkelig Forestilling om den Aandsvirksomhed, de skulde fremme og beskytte; dets langt overveiende Flerhed Prøvede de poetiske Frembringelser efter den døde Theori, hvorved der dannede sig en tør og tom Kritik, for
