en stor Del blotte Brudstykker, hvis Forbindelse med Periodens almindelige Grundtræk ei tilstrækkelig kommer til Syne.
De udførligste Fremstillinger af vort Sprogs poetiske Literatur i hint Tidspunkt findes hos Rahbek og Molbech; den Sidstes Opfatning af Ewalds Liv og Virken i Forholdet til Samtidens literaire Synsmaader og Bestræbelser kan endog betragtes som et Udbytte, hvorved Undersøgelsen omtrent i et Par Decennier er bleven staaende. Det er da først magtpaaliggende at se hvorledes de nævnte Forfattere have behandlet de Hovedpunkter, som her maae komme under Overveielse.
I Minerva for Febr. 1799 optraadte den ene af dette Tidsskrifts Redaktører, Pram, mod Selskabet for de skjønne Videnskabers Fremme med en Anklage, der i alt Væsentligt er vel begrundet, og hvori blandt Andet Selskabets Adfærd mod Ewald bliver skarpt dadlet. Under den Strid, som derved opkom mellem Pram og Selskabets Secretair J. Baden, erklærede Rahbek, som Medredaktør af Minerva, at han underskrev sin Kollegas Anklage. Han fremhæver her dette Selskabs Mangel paa Kritik, dets Uvirksomhed i et for Literaturen vigtigt Tidspunkt, og dets bornerede Betragtning af poetiske Opgaver. Men Rhabek har ved andre Leiligheder saa meget betinget og svækket denne Dom, at den for hans Vedkommende vel kan siges at være opgivet. Saaledes viser det sig i Udsigten over dansk Digtekunst under Frederik V og Christian VII, hvor der dog var det rette Sted til nærmere at begrunde hin Dadel i en gjennemført Fremstilling af Selskabets Standpunkt og Virksomhed. Rahbeks Behandling af dette Emne er overhoved mere lovrprisende end prøvende. Selskabet kaldes „en Laurus, under hvilken Tulliner og Ewalder, Frimanner og Prammer fandt Ly“; det fremstilles som „veldædigen virksomt til sin Hensigt“, og endelig hedder det, efter at Decenniet 1766–75 er gjennemgaaet: „Vi have nu seet hvilke Fortjenester saavel dette Selskab (det norske), som især Selskabet til de skjønne Videnskabers Fremme have erhvervet dem af vor poetiske Literatur“. Rahbek har paa mangfoldige Steder og i mangeslags Forbindelser givet gode Vink og Bemærkninger til Oplysning om de Forholde, hvori Selskabet fremstod og virkede; men hans bekjendte Hang til at udjevne alle Modsætninger, og hans altid overstrømmende Patriotisme har ei tilladt ham at fastholde den Bedømmelse af hin Periodes første Smagstribunal, som han engang næsten nødtvungen havde udtalt, og hvortil han selv i sine vidt omspredte Meddelelser har fremlagt saa mange Præmisser. Hovedpunkterne
