Side 14 angives visse Konsonantforbindelser, nemlig af l
med f, g, k, m, p og s at foraarsage den foregaaende Vokals
Forlængelse. Dette er vistnok overeensstemmende med den i Udgaverne
vedtagne Skrivemaade, og formodentlig ogsaa med den islandske
Udtale. I Norge har derimod denne Vokalforlængelse
sandsynligvis aldrig været almindelig, da Almuens Udtale ingensteds
vedkjender sig den; noget som neppe modbevises ved den S.
7 ved Bogstavet l angivne sætersdalske og tellemarkske Udtale af
kalf, ulf, folk, sjalv; ti Anmelderen erindrer med Bestemthed, at
folk i de angivne Egne udtales fokk og mjolk–mjokk, og at
man nøje skjelner imellem han sjâv og hu sjôv. I fokk og
mjokk er Vokalen vedbleven at være kort, da l er assimileret med
det følgende k; i sjav og sjov bliver den derimod lang, da l her
er bortfaldet, og dette udkræver Kompensation ved den foregaaende
Vokals Forlængelse. I ethvert Tilfælde er den Forlængelse, der
skal foraarsages ved de angivne Konsonantsammenstillinger, væsentlig
forskjellig fra den under b) strax foran omhandlede; ti af
kálf bliver kelfa, af háls–helsi, men af áss bliver æsir og af
gás–gæss. Mærkelig er dog her den østlandske Udtale af kalf,
half, hals, som kælf, hælf, hæls, hvori æ synes at være en Forlængelse
af det oprindelige a, saadan som den forekommer i det
færøiske (Annaler for nord. Oldk. 1846 S. 364), ligesom ê ogsaa
i det gotiske er en Forlængelse af a, og bær, tvær antages opstaaet
af þaar, tvaar.
Et forbigaaet Tilfælde, hvori Vokalforlængelse finder Sted, er det af Prof. Munch selv i Norsk Litteraturtidende S. 331 fgg. omhandlede, hvor Aarsagen til den lange Vokal i fljúga, bjóða, fjár o. s. v. rigtigen er angiven. I Overensstemmelse hermed maa man ogsaa forklare Vokalforlængelsen i sjá, der ikke hidrører fra noget udfaldet h (Side 10. 25.)
S. 16 § 15 siges, at den stærke Omlyd ved j forandrer a til e, io, o, iu og u til y, á til æ, ó til ꝍ, au til ey, ö til y, o til ö eller e. Her er forglemt, at ú bliver til ý, f. Ex. út til ýta, mús til mýss, og det at io, o, iu og u blive til y, ö til y, samt o til ö eller e, er mindre rigtigt fremsat. Ti u bliver vel til y,
