kommer dette mig at have sin Grund deri, at ð der vanskeligen kunde udtales, og derfor gik over til r, medens dog den Konsonant, hvoraf dette r var fremgaaet, vedblev at skrives, ligesom der i samme Haandskrift forekommer eꝍ for e, der hvor ꝍ i Udtalen er gaaet over til e. Paa Overgangen fra ð til r har man ogsaa Exempel i den østlandske Udtale af maðk som mark, og disse Bogstavers Slægtskab har jeg allerede tidligere paavist i det finske Sprog. (Nor 3dje Binds 4de H. S. 84.) At ð imellem 2 Vokaler, som af Forfatterne bemærket Side 6, ikkun har haft en meget svag Udtale, kan ogsaa sees af det i Sturlungasaga 4de Part, Cap. 62, Side 62 anførte Vers, hvor eyum og heiðum rime med hinanden. Men hvor let det endogsaa som en bestemt Konsonant bortfaldt mellem 2 Vokaler, følte man dog, hvor disse vare uensartede og Sammentrækning ikke kunde foregaa, en Trang til at bevare det i en mere ubestemt og svævende Form; deraf Sköjen for Skoðin (Side 4) og govun for goðun (Side 5), hvori j og v er et forvandlet ð[1], og ikke er fremgaaet af Vokalerne i og u, omendskjøndt disse afgjøre mellem Overgangen til j eller v.
Side 9 hedder det, at d eller ð i gamle Haandskrifter undertiden forhærdes til t. Dette er dog neppe rigtigt, da man ligesaa vel kan antage, at et oprindeligt t foran Maskulinendelsen r, eller hvor det kommer til at staa imellem tvende Vokaler, er gaaet over til ð[2]. At dette er Tilfældet, derfor taler ikke alene den Omstændighed, at dette t forekommer i gamle Haandskrifter, men ogsaa at Overgangen fra t til ð, som ogsaa af Forfatterne bemærket, ellers er den almindelige, ligesom den er den naturlige, og har en tilsvarende Analogi i Overgangen fra k til g.
- ↑ Saaledes er Sagen ogsaa opfattet af Hammershaimb i Ann. for nord. Oldk. 1846 S. 363; ligesom dette ogsaa stemmer overens med hvad der er Tilfælde i det kvænske, se E. Lønnrot i Suomi 1841, I. S. 14. Selv i vort Skriftsprog have vi Exempel paa denne Overgang: Møje af mꝍða.
- ↑ Saaledes forekommer i Sagan af Viga-Styr ok heiðarvigum (Islend. søgur. 2det Bind Kbhvn. 1847) herat stadigen som Nom. medens Gen. og Dat. hede heraðs og heraði.
