Forfatterne antagne, strider ogsaa imod alle Analogier, som derimod tale for en Overgang fra o til 6, der netop i vort Almuesprog kan paavises som jævnligen forekommende; ligesom ogsaa o er den naturligste Sammensmeltning af den, lige saa vel som Brydningsdiftongerne, korte Omlydsdiftong au, der jævnligen forekommer i Haandskrifterne. Deraf, at o undertiden (ikke ofte) i det fortrinlige Haandskrift af den gamle Gulathingslov er ombyttet med ꝍ (Side 20), kan ikke sluttes, at man i Udtalen tydelig har skjelnet mellem ö og o, men ikkun at Overgangen fra o til ꝍ eller ö allerede da har været i sin Begyndelse. Overgange i Udtalen fra a til e, o til ö, u til y, au til ey forekomme nemlig stadigen i vort Sprog, og Spor deraf kunne paavises endogsaa i de ældste og bedste Haandskrifter, f. Ex. i den Æld. Gul. L.: æptan og þedan for aptan og þadan, fynd for fund, leysan for lausan, selv hvor ingen Omlyd i almindelig Betydning kan siges at være foregaaet; men i alle disse Tilfælde maa man nøje skjelne imellem den oprindelige og afledede eller fordærvede Udtale. Au har derfor visselig i det ældste Sprog været udtalt ikke som öu eller ꝍu, men som Betegnelsen medfører, og mærkeligt nok høres au endnu mangesteds i Almuens Udtale, hvor selv de ældste skriftlige Mindesmærker have ey, f. Ex. aura, haura ɔ: eyra, heyra, men got. auso, hausjan. U har ligeledes oprindelig været udtalt som Tegnet viser, men er senere gaaet over først til o, og derfra igjen til ö; ö forholder sig nemlig til o som y til u. Rigtigere end i Grammatiken er ogsaa Forholdet med dette ö angivet af Prof. Munch i Annaler for nord. Oldkyndighed 1846 S. 231. Mod Overgangen fra u til y strider ogsaa Sproganalogien, medens Overgangen fra y til i er naturlig. Hvor Udtalen y endnu forefindes i vore Almuedialekter, kan man derfor være temmelig sikker paa, at denne er den ældste; derfor maa Formen mykill gives Fortrin for mikill, saa meget mere, som den første meget naturligen udledes af mjok.
Naar ð regelmæssigen i det nævnte Haandskrift af den gamle Gulathingslov faar et r efter sig, hvor det ellers skulde støde umiddelbar sammen med en følgende Vokal (Side 11), da fore-
