o til ꝍ (kort, eller om man vil ö, hvoraf igjen kan blive e) og
y; men at ö bliver til y, kan neppe bevises, da ö for o ingenlunde
er sikkert i de Tilfælde, hvor denne Omlyd synes at finde
Sted, f. Ex. troll–trylla. Det anførte Exempel gylta af göltr
passer aldeles ikke; thi goltr (gaultr) er selv en Omlydsform af
Roden galt, og det maatte være Rodvokalen a, der skulde omlydes
i gylta, om ellers dette Ord var et Derivatum af göltr. Dette
er det dog neppe, da det i det mindste synes at staa i en nærmere
Forbindelse med Formen gjalt, der forekommer i Talemaaden
verda at gjalti f. Ex. Kongespl. S. 113. Fornm. Søg. V, 162. Ey
forekommer ogsaa som Omlyd af o, der i disse Tilfælde maa
være opstaaet af ey, omendskjøndt det synes kort, f. Ex. leyfa af
lofr, lyptrar af loptr, háleygir af hálogi, neyrðri af norðr,
freyða af froði. Mærkelige Omlyd ere spꝍnir (ikke spænir) af
spánn og dꝍll af dalr, hvilke endnu forekomme hos Almuen. At
iøvrigt Omlyden neppe er oprindelig i Sproget og først i en senere
Periode er bleven almindelig, kan sluttes deraf, at den ofte
udelades i Haandskrifterne og det navnligen endog i de bedste og
ældste. Aldeles nøje har den heller ikke bundet sig til de angivne
Regler; saaledes forekommer marar med Gjenomlyd af merr eller
meri (af marr) Æ. Gul. 223, mꝍrni Dat. af morgin Æ. Gul.
122, og i Genitiverne axar, daggar, raggar o. desl. forekommer
en ikke usædvanlig Forvexling af den stærke og svage Omlyd. Den
dobbelte Omlyd i kolludum mangler nok almindelig i norske
Haandskrifter. Endelig kan bemærkes, at Omlyd ikke alene indtræder
ved Afledning og Bøjning, men ogsaa ved Sammensætning,
f. Ex. andskote, men ondverðr, ofund (af af og unna, jevnf. oht.
abunst) o. s. v.
At Forfatternes Behandling af Lydlæren efter Anmelderens Mening mangler den ønskelige Fuldstændighed, er allerede i det foregaaende antydet. Hvad han derved især savner, er 1) Angivelse af de ved Afledning forekommende Overgange af ei til i, f. Ex. deigr–digna, heitr–hiti jevnf. heilagr–helgi, af au til o f. Ex. blotna, af e til i f. Ex. veðr–illviðri, regn–rigna; 2) Fremstiling af de ved Konsonanterne for Vellydens Skyld foregaaende
