Underhandlinger med Udlandet. Men ved Siden heraf sporer man hos Haakon ogsaa i denne Retning en Stræben efter at give Kongedømmet friere Hænder. Biskopperne vare ifølge deres Stilling i Kirken og Forhold til Paven altfor selvstændige, til at Kongedømmet i dem kunde vente stedse at have lydige Embedsmænd og troe Tjenere. Deres Stilling maatte snarere opfordre dem til at laane et fremstræbende Aristokrati sin Bistand, for selv at deeltage i Fordelene af Kongedømmets Indskrænkning. Dette indsaa uden Tvivl Haakon, og søgte at skaffe sig geistlige Raadgivere, hvilke ved Siden af en udmærket Plads i Kirken tillige kunde staae i et tilbørligt Underdanigheds- og Afhængigheds-Forhold til Kongedømmet, eller med andre Ord at danne en Klasse af Hof-Geistlige, hvilke, om det gjaldt, i Magt og Anseelse kunde rivalisere med Biskopperne og disses Domkapitler. Elementerne til en saadan Indretning fandtes i Norge, og Haakon vidste at benytte dem.
Allerede den Omstændighed var Kongen gunstig at gammel Sædvane i Norge medførte, at det vigtige Kantsler-Embede, der forresten nødvendig udfordrede geistlige Kundskaber ikke beklædtes af nogen af Rigets Biskopper, men hidtil havde været besat enten med en eller anden af Kongens Hirdpræster eller Kapellaner, eller ogsaa stundom, saavidt man kan skjønne, med fornemme Lægfolk, der havde havt Anledning til at erhverve sig den for Embedet nødvendige geistlige Dannelse, uden derfor at indtræde i den geistlige Stand. Biskopperne havde altsaa i denne Henseende ikke noget paa Skik og gammel Vedtægt grundet Krav.
Hertil kom, at der fra ældre Tider – hvor langt tilbage vides ei sikkert, men idetmindste fra Haakon Haakonssøns Dgae – fandtes i Norge en Deel anseelige Kirker, der vare byggede og rigelig udstyrede af Kongerne for deres private Benyttelse, og derfor førte Navn af kongelige Kapeller. Medens Biskopperne efterhaanden havde erhvervet sig Patronat-Ret til Landets Kirker, var der med disse Kapeller til Gunst for Kongerne gjort en Undtagelse, saaledes at Beskikkelse af Præster til dem fremdeles blev Kongerne overladt, kun at deres kanoniske Indsættelse forbeholdtes vedkommende Biskop, ligesom den øvrige Diocesan-Myndighed over dem.
