tryk paa Fantasien, som heri ser snart venlige, snart fiendske Væseners Virken. Aselæren har flere Myther af denne Art, og i mange andre, der ikke have denne Karakter, spores endnu den oprindelige Grundvold. Især er det Navnene paa Guderne og deres Attributer, som ere bibeholdte fra Naturdyrkelsens Tid, uagtet de langtfra passede til de Forestillinger, en senere Tid dannede sig om Guderne. Disse ældste Myther have rimeligvis engang været fælles for den hele germaniske Folkestamme, og medbragte fra det tidligere Hjem. Men de fleste af Aselærens Myther, ja man kan gjerne sige Aselæren i det Hele taget i den Gestalt, hvori vi kjende den, bærer Præget af en langt sildigere Tidsalder med et rigere Aandsliv, med udviklede politiske og sociale Forholde og fremfor Alt hengiven til krigeriske Sysler, en Tidsalder, man gjerne plejer at kalde den heroiske. I en saadan Tidsalder maatte nødvendigvis den raa Naturdyrkelse vige for andre med Tidsalderens Karakter mere stemmende Forestillinger. I Asgaard finde vi saaledes en Gudestat, hvor Odin hersker som Overkonge, Thor er hans fornemste Kjæmpe og de øvrige Guder og Gudinder hver paa sin Maade deltage i Statsstyrelsen. Her er intet Spor længer af nogen Hentydning til Naturfænomener; Odin er her ikke Himmelens Gud men Gudestatens Overhoved, Thor er ikke Tordengud, men Asernes Forkjæmper mod deres Stats Fiender, og Tordenen og Lynilden ere kun hans Attributer. Valhal er ganske indrettet som en Fyrstehal i den heroiske Tidsalder; Odin sidder i Højsædet, Ejnherjerne sidde om Bordet og drikke Mjød, Valkyrjerne varte op, o. s. v.; kuns er Alt her i større, gigantiske Omrids. Saaledes dannede sig efterhaanden omkring den oprindelige Kjerne af fysiske Myther en Mythecyklus, formet i den heroiske Tidsalders Aand, hvori de gamle Naturguddomme vel indlemmedes, men først efter at være omdannede i Folkeanskuelsen til Væsener af en mere ethisk Karakter. Jeg vil her som Exempel berøre Idunsmythen, da vi just i den græske Mythologi besidde et oplysende Sidestykke hertil i Mythen om Kora, Demeters Datter. I den ældre Naturkultus betegner Idun vistnok ligesom Kora det frodige Sommerliv; i hendes Ran af Jøtunen Thjasse og – hvad der kommer ud paa det Samme – hendes Nedstyrten fra Ygdrasil i Nattens Mørke se vi ligesom i Koras Ran ved Pluton Sommerens Undergang ved den haardere Aarstids Komme. Forsaavidt indeholdes i Idunsmythen Natursymbolik, men at man senere har lagt Forestillinger af en anden Art deri, og at man til denne Mythe – saaledes som Tilfældet var med Koramythen – har villet knytte Tanken om Sjælens Udødelighed, det fremgaar af flere betydningsfulde Træk, som f. Ex. af Beretningen om Heimdal, der opsøgte hende
