en langt større Maalestok, til den første Afdeling af Hr. Keysers Skrift, vender jeg atter tilbage til dette. Nøje sluttende sig til dets første Afdeling, indeholder dets anden en Udtydning af Aselæren, et Forsøg paa at dechiffrere dens mythiske Billedskrift. At denne Afdeling er saa kortfattet og skisseret som den er, er en naturlig Følge af dens nøje Forbindelse med den kortfattede Fremstilling af Gudelæren i første Afdeling, og naar jeg i det Foregaaende har udtalt en Beklagelse over, at Læseren her erholder Mindre, end han kunde ønske og behøve, for at se tilstrækkelig klart i dette for en rigtig Opfatning af Oldtidens religiøse Liv saare vigtige Punkt, da maa dette ingenlunde forstaaes som en Daddel over Hr. Keyser, af hvis Bog man ifølge dens Plan ikke har Ret til at fordre en større Vidtløftighed i Behandlingen heraf. Men saare ønskeligt vilde det have været, om Bogens Plan havde medført en nøjagtigere og udførligere Behandling af Mythernes Fortolkning; thi den Korthed, hvormed denne her er behandlet, har vistnok bidraget meget til at give Hr. Keysers Fremstilling af Mythernes Væsen og Betydning et Anstrøg af en Eensidighed, der maaske er langt fjernet fra hans virkelige Anskuelse af Sagen, og som han ialfald ganske vist vilde have frigjort sig fra ved at underkaste Sagen en mere omfattende Betragtning. Hr. Keyser er nemlig – som de fleste nyere Fortolkere af den nordiske Mythologi – en Tilhænger af den saakaldte fysiske Fortolkningsmaade, der i Mytherne blot ser en for den mythedannende Tidsalder naturlig Betegnelse af Naturkræfter og Naturfænomener. At mange Myther maa fortolkes paa denne Maade, kan ikke negtes, ligesom det ogsaa er sandsynligt, at mangen Mythe, som i den Gestalt, hvori den er os overleveret, ikke kan tydes ved nogen Natursymbolik, i sin oprindelige Form har havt Hensyn til et eller andet Naturfænomen. Men naar man gjør denne Fortolkningsmaade til den udelukkende eller endog blot til den forherskende ved Udtydningen af Aselæren, da miskjender man det Udviklingstrin, Norrøonestammen havde naaet, inden Mythedannelsens Periode var udløben, og overser det Urimelige i, at Religionen hos et Folk, der hverken kuedes af noget Hierarki eller nogen militær Despotisme, men hvor Personligheden nød sin fulde Ret og alle aandelige Kræfter frit kunde udvikle sig, skulde blive staaende ved den raa Naturdyrkelse, der tilfredsstillede dets første Barndom. Religionen er hos et saadant Folk ikke stagnerende, men udvikler sig med Folket selv, hvis aandelige Standpunkt, forherskende Tilbøjeligheder og vigtigste Sysler afpræge sig i den. I Folkets tidligste Barndom er det Naturens Fænomener, Aarstidernes Vexlen, Vegetationens Opblomstren og Henvisnen, der nærmest gjør Ind-
