hos Hymer (S. 52) o. fl., medens derimod i andre Afsnit, f. Ex. i dem, der omhandle Gudernes Funktioner og Attributer, Fremstillingen paa Grund af Sagens Natur nødvendigvis maa blive mere tør og overfyldt med Navne og isolerede Notitser. Hr. Munchs Sprog udmærker sig i dette Skrift, som overhovedet i hans Arbejder, ved en stærk Stræben efter Nationalitet; han bruger hyppigt Ordformer og Udtryk, som ere optagne af det norske Talesprog, uden hidtil at have været benyttede i det almindelige Skriftsprog. Paa Grund af Hr. Munchs fortrinlige Sprogsands og nøje Bekjendtskab saavel til de norske Dialekter som til Oldsproget, har denne Stræben efter at fornorske Sproget været særdeles heldig, og ikke faa rigtige Ordformer og gode nationale Udtryk ere herved komne til sin lovlige Ret.
Efter den egentlige Gudelære følger hos Hr. Munch (S. 84–144) en Række af heroiske Sagn, der vel ikke egentlig tilhøre Mythologien, men dog staa i meget nær Forbindelse med denne, idet det mythiske Element i dem paa det Nøjeste er amalgameret med det historiske, snart mere, snart mindre overvejende. De her fortalte Sagn ere: om Vølund, om Hjadningekampen, om Sværdet Tyrfing og de Ulykker, det bragte over Arngrim paa Bolms Æt; derpaa følger den store vidtudbredte Sagnkreds om Volsungerne, Niflungerne og Gjukungerne, Sagnene om Hadding, Fredefrode og hans to Tjenestekvinder af Jøtunæt, om Helge og Rolf Krake, Starkad hin Gamle og Ørvarodd. Flere af disse Sagn ere hentede fra Eddaerne, de øvrige fra Sagaerne. Om deres Fremstilling her gjælder det Samme, som ovenfor er anført om Gudesagnene. De ere ledsagede af temmelig vidtløftige Anmærkninger, hvori den lærde og skarpsindige Forfatter dels underkaster Sagnene en kritisk Drøftelse, og søger at udfinde deres historiske Kjerne, dels sammenligner dem med lignende Sagn hos andre Folkeslag, fornemmelig Tydskerne og Angelsaxerne. – Anmærkningerne til Gudesagnene, der nærmest angaa Aselærens Udtydning, vil jeg nedenfor komme til at berøre.
Efter saaledes at have betragtet Hr. Munchs Bog, hvis væsentligste Del – selve Gude- og Heltesagnene – svarer, skjønt
