deres Mænd, ere indskrænkede i Sammenligning med hvad der i Overeenskomsten til Tunsberg var dem indrømmet. Haakons Forordninger angaaende kirkelige Anliggender vise i det Hele, at han eller hans Raadgivere havde et klarere Begreb end almindeligt i hiin Tidsalder om, hvor Grændsen burde sættes mellem Stat og Kirke, og at han strengt paasaa, at ikke Geistligheden overskred denne Grændse. Hvad derimod angik selve Religionen og Gudstjenesten, det overlod han til Biskoppernes uindskrænkede Omsorg overeensstemmende med deres derom fattede Beslutninger paa de under Erkebiskoppens Forsæde holdte Bispemøder (Provincial-Concilier.) Ligeledes var han, hvor det gjaldt om at begave geistlige Stiftelser og Personer saare rundhaandet, ja vel endog i høiere Grad end tjenligt var baade for Staten og for Kirken selv.
Man kan saaledes overhovedet sige, at Tvisten mellem Kongedømmet og Kirken under Haakons Regjering hvilede, uden at dog nogen bestemt Overeenskomst mellem begge kom i Stand. Hertil har upaatvivlelig Haakons Kraft, Klogskab og Maadehold fortrinlig bidraget men derhos tillige den indre Splid, som i Begyndelsen af hans Regjering fandt Sted i den norske Kirke, og som hindrede deres Hoveder Biskopperne og især Erkebispen fra at optræde med sin fulde Kraft. Vi have ovenfor anført flere Træk af Striden mellem Erkebiskop Jørund og hans Chorsbrødre en Strid som endtes med denne Erkebiskops fuldkomne Ydmygelse. Jørund døde 1309, og til hans Eftermand valgtes Eilif Korte eller Kortin, der havde været en af hans ivrigste Modstandere. Eilif var en virksom og høit anseet Prælat, men derhos, som det lader, maadeholden og forsigtig i sin hele Adfærd. Uagtet Freden under hans Forstanderskab vendte tilbage i den norske Kirkes Indre, finder man dog intet Spor til, at han har benyttet sig af denne sin gunstige Stilling for at trodse Kongedømmet. Eilifs Tiltrædelse til Erkebispeværdigheden er ellers mærkelig derved, at den gav Anledning til Ophævelsen af det mindre passende Lensforhold, i hvilket hans Formand i Aaret 1297 var indtraadt til Kong Erik, idet han paa Frostathing havde ladet sig udnævne til dennes Jarl, og som saadan havde aflagt ham formelig Lensed. Ved en Forordning af
