Hopp til innhold

Side:Norsk Tidsskrift for Videnskab og Litteratur I.djvu/30

Fra Wikikilden
Denne siden er ikke korrekturlest
18
R. Keyser. Brudstykker af Kong

som man af andre Efterretninger veed, netop var Tilfældet med Bjarne Lodinssøn (Bernardus Ludovici.)[1]

Af alt dette seer man klart, at der ved denne Tid har fundet en ikke ubetydelig Gjæring og Partiaand Sted i Norge, at der hos flere Nordmænd har yttret sig Misnøje med Kong Haakons Regjeringsgrundsætninger, at Hertug Erik uden Tvivl har pustet til Ilden, for at tiltvinge sig en større Indflydelse i Norge, end Haakon godvilligen vilde indrømme ham, og at dette endelig har opfordret Kongen til paa den anden Side at gribe ovenomhandlede afgjørende Forholdsregler mod de misfornøiede norske Stormænd, og paa den anden Side indtage en uafhængig, ærefrygtbydende Stilling ligeoverfor Hertug Erik. Følgen blev et aabenbart Brud med Hertugen, medens derimod fredelige Underhandlinger knyttedes med Danmark.


Vi komme nu til de kirkelige Forholde under Haakons Regjering. Den store Spænding mellem Stat og Kirke, som var opstaaet i Kong Erik Magnussøns Mindreaarighed, havde ingenlunde ganske lagt sig ved hans Død. Geistligheden havde vel af Mødighed sænket sine Vaaben og antaget en forsonligere Tone med Hensyn til flere Tvistepunkter, men nogen bestemt Overeenskomst mellem den og Kongedømmet angaaende deres gjensidige Rettigheder var ei kommen i Stand. Overeenskomsten til Tunsberg af 1277 var fremdeles sat ud af Kraft, og Kirken vedblev under Haakons ligesom under Eriks Styrelse med Hensyn paa Jurisdiktion og Tiende at staae paa samme Fod som før Magnus Lagabøters Tider. Den norske Kirke indrømmede vistnok ikke Retmæssigheden af en saadan Tingenes Orden, men var dog nødt til at finde sig deri. En Forordning af Haakon af 27de Juli 1316 indskjærpede den. De Rettigheder, som Haakon ved en tidligere Forordning fra sit 10de Regjeringsaar (1308–1309, Dagen vides ikke) indrømmede Erkebiskoppen og Biskopperne med Hensyn til Folkehold og Friheder for

  1. Magister Bernardus cancellarius“ var saaledes en af de norske Sendebud til Skotland, der 25de Juli 1281 i Rokesburg sluttede Traktaten med Kong Alexander III angaaende hans Datters Giftermaal med Kong Erik, m. v. (Rymer foedera etc. 1816. vol. I. p. II. 595.)