Kvintin, Aaret rundt mod Norges Lov, var her i Oslo 5–600 rige Mænd, Norges Rige til Hjælp og Trøst, hvor nu ikke er 60 huusarme Stoddere. Og Skylden hertil var ingen Andens end Tydskernes, som laa i Byen til dens store Skade og Fordærvelse. – For at rette herpaa forordnede derfor Kongen: 1) at Oslo By skulde for Fremtiden svare for Norges Konge alene, og kun i Krigstid staae under Lænsherren paa Agershuus; 2) at ingen Fremmed maatte handle Gjæst med Gjæst, at de skulde ligge i Kost hos Borgerne, og uden Landprang kun handle med Adel, Geistlighed og Borgere; 3) at enhver Tydsker, som vilde tage Borgerskab i Oslo og der inden 2 Aar gifte sig, skulde deelagtiggjøres i disse Privilegier, og at Kjøbmænd fra Rostock, Wismar o. fl. Søstæder forøvrigt fremdeles frit maatte seile paa Oslo og Tønsberg, naar de betalte Told efter Norges Lov.[1]
Med denne Forordning, som neppe siden i væsentlig Grad blev forandret til Fordeel for Tydskerne,[2] sattes endelig en Grændse for deres fordærvelige Enehandel, og dermed ophørte ogsaa temmelig pludselig deres Søgning til Østlandet. Christiern II begunstigede Hollænderne, for i dem at give Hansestæderne en farlig Rival i Handelen paa Norden. Dette lykkedes for en Deel; men han mistede Krone og Frihed, førend han saa de for Norge gavnlige Følger af denne Politik.
Af hvad saaledes her er oplyst om et enkelt Landskabs Handelsforholde under de foregaaende to Konger, vil man lettelig indsee, at det var med fuld Føie, at Rigsraadet 1513 fordrede, at ingen Privilegier maatte gives udenlandske Kjøbmænd uden Raadets Samtykke. De kunde ei vide, at den nyvalgte Konge virkelig havde ganske andre Begreber om og Planer med Rigernes Handel end hans Forfædre.
