Der er vistnok endnu meget, som i Rigsraadets Klagepunkter og Kongens Svar kunde tiltrænge Oplysning eller give Anledning til Bemærkninger; men denne Afhandling er allerede bleven langt udførligere end paatænkt. Jeg maa derfor indskrænke mig til et Par Ord om den sidste Fordring, der sees samtidigt at være tilføiet med en anden Haand: “at Slotslovene udi Norge skulle forvandles til Rigens Raads Haand efter Eders Naades Affald“ d. e. at alle Fæstninger i Riget skulle, naar Kongen døer, staae under det norske Rigsraads Befaling, indtil Eftermanden er valgt. Grunden hertil er tildeels ovenfor paapeget. Uagtet det, naar Norge ligesom de øvrige Riger skulde være et frit Valgrige, maatte følge af sig selv, at Rigsraadet alene var Rigets lovlige Regent, naar Kongen døde, og at alle Indbyggere maatte lyde dette under Mellemriget, havde dog, som nylig saaes, den danskfødte Høvedsmand, som Christiern I havde betroet Bahuus Slot, holdet dette til Hertug Hans’s Haand 1481, strax Faderen var død; Rigsraadets Opfordring til Lydighed var forgjeves, og det mislykkede Forsøg paa med Magt at tage Slottet tilbage, udlagde de Danske som Vold og Opreisning mod den lovlige Herre.[1] For at forebygge sligt for Fremtiden, blev følgende Bestemmelse indtaget i Halmstads-Recessen: Vi skulle annamme alle Slotslove af Danmarks og Norges Raad i Danmarks og Norges Rige, og bepligte os at antvorde dem fra os, vore gode Mænd og Tjenere i forskrevne vore Rigers to Raads Haand, naar os forstakket vorder (d. e. vi døe). Skeer det og saa at nogen Slotslov anderledes før antvordes, da skal det ingen Magt have.“[2] Den findes imidlertid ikke gjentaget i Haandfæstningen 1513, ligesom Kongen ei heller giver noget Svar paa Raadets Fordring derom.
Tillæg til S. 216. Ved hvad her er ytret angaaende Tiden, fra hvilken indgiftede Udlændinger regnedes lige med Indfødte, har jeg ikke erindret Christiern Is Haandfæstning 1449, hvor Bestemmelsen derom uden Tvivl for første Gang forekommer saaledes: Og skulle vi ingen Udlændiske fange Slot, Land eller Læn her udi Norge, og ingen Udlændiske have udi Norges Raad, uden dem nu inde ere eller med Giftermaal kunde herefter indkomme i Riget.“ (Huitfeld 845.)
