blev han svarlig rettet (afstraffet), og havde udlændske Mænd meget Vald (Magt) og Fremgang fonget i hans Tid i Norge, ydermere end nogen Tid tilforn været har, hvilket vi altid haabet have, at han skulde have afstyrt“ (forhindret.[1]) Dette fromme Haab har altsaa afholdt Rigsraadet fra at afsætte Kongen, hvilket hans Fremfærd endog i denne Sag alene vilde have retfærdiggjort. Uden Tvivl har dog ogsaa Mangelen paa en Kronkandidat og den frie Raadighed som Christiern paa Grund af sine sjeldne Besøg i Norge i saa mange andre Retninger gav Raadet, afholdet dette fra at bryde aldeles med ham. Men selv den ivrigste Ven af Unionen og Christiern I maa dog tilstaae, at der var al Grund dertil, og man behøver ikke at forklare Nordmændenes senere Halden til svensk Side af Overtalelser eller personlige Forbindelser. De norske Interessers idelige og næsten troløse Opofrelse for Tydskernes, som begyndte med Unionen og endte først længe efter dens Ophør, er i og for sig tilstrækkelig Forklaringsgrund.
Efter Christierns Død (1481) viste Nordmændene sig derfor slet ikke tilbøielige til at anerkjende Sønnen som Konge. Rigsraadet nærmede sig alvorligt til Sverige, for hvis Raad det til forskjellige Tider klagede over „Rigets mangfoldige Brist og Fornedring;“ den unge Herre og Danmarks Raad havde lovet Forbedring derpaa fra den ene Tid til den anden, men „vi kunne ei mærke, naar denne Forbedring vil fremkomme.“[2] Men da Steen Sture ikke synes at have villet bestemt erklære sig mod Danmark, da det norske Rigsraad med Lænsherren paa Bergenhuus Hr. Jon Smør som Rigsforstander i Spidsen, beleirede Bahuus, som en Udlænding Jørgen Lauritssøn holdt det danske Rigsraad til Haande, indlode Nordmændene sig atter paa fælles Kongevalg med Danmark, hvilket som bekjendt kom istand i Halmstad 1ste Febr. 1483. At
