holde Liv og Lemmer. Men hermed var og Kongens Vrede, som det synes, over. Stædernes Sendebud gave gode Ord, og Kongen ytrede, at naar Kjøbmændene vilde lade al Vold mod Nordmændene fare, maatte de gjerne beholde deres Privilegier, og han havde befalet sine Embedsmænd at efterleve dem; men gjorde Kjøbmændene Overlast, skulde de møde Vold med Vold. Og hermed fik Stæderne deres gamle Friheder stadfæstede.
Ved denne Leilighed bleve ei heller Rostockerne glemte. Saavel Christiern I som den unge Konge Hans udstedte 12te September 1478 to ligelydende Frihedsbreve om Rostockernes Handel paa Oslo og Tønsberg, ordret stemmende med de mange foregaaende, hvorfor Christoffers Privilegier af 1447 ere lagte til Grund.[1] Desuden tilskrev Kong Christiern den 15de September s. A. Norges Rigsraad og de tydske Kjøbmænd i Bergen Resultatet af de nu sluttede Forhandlinger, og henviste som sædvanlig Rigsraadet til den gode Skik, som skulde komme istand, naar han selv eller hans mærkelige Sendebud med det Første kom til Norge, og med dette uopfyldte Løfte endte Kong Christiern den Første sin Virksomhed for Norges Handel.
Fra første Stund af og lige til sin Død see vi saaledes denne Konge i den her omhandlede Sag letfærdigen give Brev mod Brev og i en utrolig Grad forglemme den kongelige Værdighed. Hvor trykkende hans Gjæld til Tydskerne end vistnok har været, saa synes den ikke at kunne undskylde en Færd, hvorved hans egne Undersaatter lede aabenbar Uret og Overlast, samt Rigets Handelsfordele aldeles tabtes. Man maa derfor ansee det norske Rigsraads Ytringer herom til Svenskerne i 1482 for yderst lemfældige. Det anfører blandt Grundene for Udsættelsen med Kongevalget de “mange skadelige Privilegia, som i vor naadige Herres Tid udlændske Mænd ere givne, Norges Rige til Skade og Fordærvelse“, og ytrer: “Hvad vi kærede og klagede paa udlændske Mænd, der maatte os ingen Ret vederfare, uden vard altid forschatet (udsat?), og hvilken af Norges Mand, som brotslig vard, da
- ↑ Begge i Rostocks Arkiv.
