relse hele Norges Rige, sin Fædrenearv, ved sine mangfoldige Regjeringsforetagender er bleven hindret i at tage sig saaledes af disse Anliggender som hans Skyldighed og Ønske var.
Forordningens Hovedpunkter er følgende: Alle Landets Sysler inddrages ved dette Brev under Kronen. Jarls- og Lendermands-Navn skal for Fremtiden ei meddeles Nogen, uden forsaavidt det første skjænkes Kongesønner og Jarlen af Orknøerne. De Lendermænd, som nu ere, beholde for Livstid sin Hæder og sin Ret. For sande Landsforrædere erklæres de, som tilraade en mindreaarig Konge at lade være flere verdslige Høvdinger i Norges Rige, end de som ere komne af den rette Kongeæt. Hver, som tager Syssel af Kongen, er pligtig paa egen Bekostning at holde ham med 100 Mand, medens han opholder sig i hans Syssel for at skifte Ret Folket imellem. – For at Sysselmændene hver i sin Syssel skulle være saameget retfærdigere mod Almuen, vil Kongen i hver Trediedeel af Landet, hvor han ei selv kan komme, hvert Aar sende to fornuftige Mænd, for at iagttage Sysselmændenes Adfærd. De, som findes at have faret lovlig og mildt frem mod Almuen, skulle beholde deres Sysler paa Livstid, og deres Sønner være nærmest til at blive deres Eftermænd, saafremt de ei forbryde sig mod Kongedømmet eller Kongens Thegner. – Lagmanden skal fare med Sysselmanden, naar han drager om for at gjøre Ret i sin Syssel, og skal enhver Lagmandens Dom eller Kjendelse skriftlig optegnes under hans og Sysselmandens Segl. Lader Lagmanden sig bestikke har han sit Liv forbrudt, med mindre Kongen benaader ham. – Lagmand og Sysselmand skulle, for bedre at kunne rygte sit Embedes og Almuens Anliggender, stundom indfinde sig hos Kongen, og personligen foredrage ham hvad de finde magtpaaliggende, og ved saadan Leilighed have de Artikler, som de ville foredrage, skriftlig optegnede, for at Kongen lettere kan sætte sig ind i Sagerne.
Forordningens mange øvrige Bestemmelser dreie sig især om Sysselmændenes Embedspligter, om Forretningsformer samt om Riddernes og den øvrige Hirds Pligter og Rettigheder. Den slutter med en Opfordring til Hirden og Almuen, „ei at tale ilde
