genskab tilligemed sin Fader. Men Junker Eriks Arv kunde visselig synes tvivlsom, da Loven, hvad denne Ard (den 12te) angik, tilføiede den Bestemmelse at Arvingen skulde være af norsk Kongeæt, hvilket ei var Tilfældet med ham, hvis Fader var en Svenske og Moder dansk. Døde nu altsaa Kong Haakon, inden nogen af hans Døttre eller hans Broderdatter vare blevne gifte og havde faaet en Søn, saa var det klart, at enten den svenske Junker Erik blev Norges Riges Arving, i hvilket Fald Riget gik ganske bort fra den gamle Kongeæt, eller at et Kongevalg maatte finde Sted. For at undgaae disse Tilfælder blev altsaa den nye Arvelov istandbragt, der aabnede Kvinde Adgang til Kongedømmet, og dens Bestemmelser bleve saaledes formede, at Haakons Døttre og deres Afkom efter de forhaanden værende Omstændigheder maatte komme til at udelukke enhver anden Arveberettiget.
Da imidlertid Haakon, udentvivl for ikke altformeget at støde an mod den offentlige Mening, havde givet Dattersøn Arveret fremfor Datter, og han desuden sikkerlig nærede Tvivl om, hvorvidt Folket vilde lyde Loven i det Stykke at lade en Kvinde arve Kongedømmet, saa maatte det være ham magtpaaliggende i Tide at sikre sin Datter Ingeborg et passende Giftermaal, for muligens endnu før sin Død at see en uomtvistet mandlig Arving til Riget. Der manglede ei heller Nabofyrster, der havde Lyst til en saa fordeelagtig Forbindelse og om dette Ægteskab kom nu de nordiske Rigers Statskunst for en stor Deel til at dreie sig i en Række af hele 10 Aar.
Noget længere ud paa Sommeren (1308), Botolfsvøkudag den 17 Juni udstedte Kong Haakon i Tønsberg en af de vigtigste Forordninger med Hensyn til Rigets indre Bestyrelse, som er os levnet fra hans Regjeringstid. I Indledningen til dette mærkelige Dokument erklærer Kongen, at dets Bestemmelser ere fremkaldte „ved adskillige Mænds Fremfærd mod Kongens Thegner (frie Undersaatter) baade i hans og hans Broders Barndom, og ligeledes nu senere, da nemlig Kongen, siden han modtog under sin Sty-
