ikke meldes et Ord om dens Antagelse paa noget Lagthing eller paa nogen anden offentlig Folkeforsamling, leder til den Formodning, at Loven virkelig ikke har erholdt den Stadfæstelse af Folket, som ellers var sædvanlig, og at dette igjen har foraarsaget dens senere Tilsidesættelse og Forglemmelse. Det er endogsaa sandsynligt, at den nye Rigsarvefølge-Lov ingenlunde har behaget Mængden af det norske Folk, mod hvis Anskuelse af Kongedømmets Væsen ligesaavelsom mod Rigets gamle Vedtægter det maa antages at have været ligefrem stridende at en Kvinde for sin egen Person i nogetsomhelst Tilfælde skulde kunne arve Kongedømmet og dets Rettigheder.
Det er ovenfor yttret, at særlige Familieforholde upaatvivlelig have nærmest fremkaldet den her omhandlede Lov i det Hele, og navnligen Arvefølge-Loven. Disse Forholde maae vi nu betragte. Dronning Eufemia havde, som allerede fortalt, i 1301 født Haakon en Datter, Ingeborg. Endnu en anden Datter havde han, ved Navn Agnes, om hvilken de gamle Efterretninger ikke sige, enten hun har været ægtefødt eller ei; dog gjør hendes Sønners Alder det rimeligt, at hun har været ældre end Ingeborg, og følgelig uægtefødt, ligesom og Udtrykkene i flere af Haakons Forordninger og Breve, hvor Ingeborg omtales, pege hen til, at hun alene har været hans ægtefødte Barn. Disse to Døttre vare Haakons eneste Børn ved den Tid, Loven gaves, og han maa have næret Frygt for, hvad og virkelig blev Tilfældet, at han ei skulde faae flere. Hans nærmeste Slægtning næst disse Døttre var hans Broders Kong Eriks efterladte Datter Ingeborg som ved denne Tid omtrent var 7 Aar gammel, og om hvem berettes, at hun Aar 1300 blev trolovet med Jon Magnussøn Jarl af Orknøerne, uden at dog Ægteskabet kom til Fuldbyrdelse uvist af hvad Grund. Men Haakons Døttre ligesaavelsom hans Broderdatter vare som Kvinder ifølge Magnus’s Arvelov udelukkede fra Konge-Arven, og da de alle endnu vare Børn, var der lange Udsigter til, at nogen af dem skulde erholde en arveberettiget Søn. Af fjernere Slægtninger, der efter Magnus’s Lov kunde være arveberettigede til Kongedømmet, fandtes kun een, nemlig Haakons Mosters Søn, Junker Erik, en Søn af den afsatte svenske Konge Valdemar, og paa denne Tid i Fan-
