derved trukne bort fra Almuen. De laante nu mere deres Anseelse og Indflydelse af deres Embedsstilling og af deres store Ejendomme, end af Almuens Bistand og Hengivenhed. Det var altsaa virkelig meget at befrygte at Lendermændene med Naborigernes Exempel for Øje ved en indtræffende Mindreaarighed skulde, under Paaskud af at øve deres gamle Ret, træde i en fastere indbyrdes Forbindelse og danne en stadig vedblivende, i deres Slægter arvelig og Kongedømmet indskrænkende Statsmagt. En Stræben efter noget saadant maa allerede have ladet sig tilsyne under Kong Eriks Mindreaarighed, og dette tjente Haakon til Advarsel.
Loven siger ei udtrykkelig hvorledes eller af hvem det foreskrevne Formynderraad fra først skal udnævnes. Uden Tvivl har Kongen forbeholdt sig selv at udnævne det for sin Død, hvis det skulde udfordres. Han synes at have tænkt sig Kantsleren som den, der skulde være den egentlige Sjæl i Raadet, og at have sat denne Mærkesmanden ved Siden, deels for at styre Hirden, deels for at anføre Hæren i Tilfælde af Krig. I hvor mangelfuld forøvrigt denne Formynder-Lov i flere Stykker kan være, saa vidner den dog i det Hele om en for sine Tider ei ganske almindelig Statsklogskab hos Lovgiveren, samt om en særdeles Omhu for at opretholde Rigets Selvstændighed og hindre udenlandsk Indflydelse.
Det er ellers mærkeligt med Hensyn til denne Lov i det Hele, og især med Hensyn til Arveloven, at den ei findes at være bleven almindelig indført i Landets Lovbøger. Blandt de mange Haandskrifter af Kong Magnus’s Landslov, som ere levnede til vore Tider, og af hvilke et meget betydeligt Antal maa antages at være skrevne netop under Kong Haakons Regjering, findes kun to at have optaget den her omhandlede Lov, og af disse igjen kun den ene at have indført Haakons Arvelov paa behørigt Sted i selve Texten, medens den anden blot leverer den i Forening med Formynder-Loven som Anhang iblandt andre Retterbøder men i selve Texten, ligesom alle de andre Lovbøger, har Magnus’s Konge-Arv. Denne høist paafaldende Omstændighed ved en saa vigtig Lov, i Forening med den anden Omstændighed, at der i Loven selv
