lig til Kongedømmets Fornedrelse og Almuens Underkuelse under et Aristokrati hvori enten Geistligheden eller de verdslige Stormænd kom til at spille Hovedrollen. Men imod en saadan Forfatning var Haakon mindre end gunstig stemt, hvad enten nu dette havde sin nærmeste Kilde i høie Forestillinger om Kongedømmet og personlig Tilbøielighed til at raade ene, eller i en oprigtig Omhu for Folkets Tarv. Imidlertid var det uden Tvivl særlige Familieforholde, hvilke senere skulle omtales, der fremfor alt foranledigede den nye Arvefølge-Lov, og heraf forklares lettest, at man i den, i endnu høiere Grad end i den ældre, savner streng Gjennemførelse af et bestemt System.
Hvad angaaer Lovens anden Afdeling, da heder det i Indledningen til denne, at Kongen „med de førnævnte Høvdingers og andre de bedste Mænds Raad har overveiet, hvorledes der skal forfares med Rigsstyrelsen i Kongens Mindreaarighed, for at saadan uhørlig Skade, som Riget led, i hans og hans Broders Barndom, med Guds Miskundhed kan undgaaes.“ Her udtaler sig den samme Uvillie mod Lendermændenes Rigsstyrelse som i flere af Kong Haakons Forordninger. Hovedhensigten med Formynder-Loven var upaatvivlelig den, at forhindre Rigets Høvdinger, især Lendermændene, fra at benytte en indtræffende Mindreaarigheds-Regjering til Grundfæstelse af en Kongedømmet sideordnet aristokratisk Statsmagt. Lovbestemmelser for Rigsstyrelsen under en mindreaarig Konge gaves hidtil ikke, men gammel Vedtægt medførte, at i saadant Fald Rigets Lendermænd i Forening med Hirdens høieste Embedsmænd betragtedes som Kongedømmets Værger, som de, der skulde føre Rigsstyrelsen i Kongens Navn. I ældre Tider, da det oprindelige patriarkalske Forhold mellem Lendermanden og Herredsbønderne endnu var i Kraft, og hiin var at betragte som disses Ordfører og Formand, og i saadan Egenskab tillige som Kongens naturlige Raadgiver, fulgte det saa at sige af sig selv, at Lendermændene førte Rigsstyrelsen naar Kongen ei selv var i den Alder, at han formaaede det. Nu havde imidlertid, især som Følge af de indvortes Krige, Forholdene forandret sig. Lendermændene vare mere og mere dragne ind i Kongedømmets Tieneste, og vare
