dene Hr. Bjarne Erlingssøn, Hr. Ulfhedin Bjørnssøn, Hr. Isak Gautessøn, Hr. Jon Ivarssøn, Hr. Sæbjørn Helgessøn og Hr. Aake Kantsler. Desuden har Kongens øvrige Raad og alle andre de bedste Mænd, som vare tilstede, samtykket Loven. Den er udstedt Søndagen næst efter Korsmesse om Høsten ɔ: 16de Septbr. 1302.
Med Hensyn til den her omhandlede Lovs første Afdeling nemlig om Rigs-Arvefølgen, da siges i Indledningen at da Kong Haakon efter Almuens Bøn og med dens Samtykke har efterseet og ladet eftersee sin Faders Lovbog, og han har fundet, at Kong Magnus, skjønt han havde den bedste Villie dertil, ved Døden var bleven hindret i at gjøre adskillige vigtige Bestemmelser til Rigets Gavn, saa har nu Haakon, der især finder meget mangelfuldt ved Kongearven i Magnus’s Lovbog, først og fremst foretaget sig at afhjælpe dette ved en ny Arvefølgelov.
Sammenholde vi nu denne Arvelov med Kong Magnus’s, da finde vi først den Forskjel, at den nye Lov giver Mand af Kvinde nærmere Arveret end den ældre, idet den lader Dattersøn gaae i 3die Arv næst efter Sønnesøn forud for Broder, istedetfor at Dattersøn i den ældre først kommer i 8de Arv, ikke alene efter Broder, Farbroder Brodersøn og Farbrodersøn, men endog efter uægte Søn; – dernæst, hvad der er det vigtigste at den nye Lov steder selve Kvinden til Arv af Riget, idet den sætter Datter, Sønnedatter og Datterdatter i 7de og 8de Arv næst efter Farbroders Søn og foran uægtefødt mandligt Afkom, og desuden senere opfører flere paarørende Kvinder, som Søster o. fl.[1]
Hvad der skulde give den nye Arvefølge-Lov under alle Omstændigheder et afgjort Fortrin for den ældre, var upaatvivlelig efter Lovgiverens Mening det, at hiin fjærnede endnu videre Muligheden af et Kongevalg. At Haakon frygtede Følgen af et saadant, var ikke underligt. Sveriges og Danmarks Exempel viste klarligen, hvortil det kunde og rimeligviis vilde lede, nem-
- ↑ Det bemærkes at Thorkelins Aftryk i Konunga- erfða ok rikisstjórn er urigtigt, idet S. 14 i 11te Arv de to første Arvetagere ere udeglemte.
