tes hos Geistligheden[1]. Efterhaanden som et norsk Rigsraad som lovlig Statsmyndighed udviklede sig af det kongelige Raad, der allerede tidligere forekommer, fik Rigets Biskopper Sæde deri, og desuden, af Kapellernes Foresatte Provsten ved Apostelkirken i Bergen som magister capellarum, og Provsten ved Mariekirken i Oslo, til hvis Embede Kong Haakon havde knyttet Kantslerværdigheden[2].
Da nu ved Unionen Vigtigheden for Unionskongen af at have de faste Pladser i Rigsraadet besatte med Venner af Unionen mere og mere viste sig, ophørte med Eet den Fred, hvormed Domkapitlerne i lang Tid havde besiddet deres Valgret, og den hele Unionstid igjennem stod Kongernes Stræben at indvirke paa Bispevalgene, eller hindre den mod deres Ønske Valgtes Indsættelse, fiendtlig imod Kapitlernes Forsvar for deres lovlige Ret. Denne Kamp kom Kongemagten i Almindelighed uheldigt fra, selv om det lykkedes den at fortrænge Domkapitlets Kandidat og faae en Udlænding ansat; thi det er ganske mærkeligt, hvilke jammerlige Folk Unionskongerne indtvang i den norske Kirke. Dronning Margreta begyndte hermed, idet en dansk Lægmand Nikolaus (Jakobssøn) Finkenov, kaldet Rusar, blev foretrukket til Erkebiskop 1381 for den af Nidaros Domkapittel eenstemmig valgte Kannik Haakon Ivarssøn. Denne Nikolaus skjøttede ikke sit Embede, skal hverken have ordineret eller confirmeret Nogen, og medtog sin Kirkes Klenodier og Bøger til Danmark, hvor han døde 1386[3]. – Ligesaa var det vistnok og ved lignende Indflydelse at en dansk Munk Benedikt i 1371 var bleven Biskop i Bergen, hvor han efter Kapitlets Erklæring berøvede Kirken mange Rettigheder, saa at hans Bestemmelser siden alle kasseredes[4]. Senere fik Dronningen
- ↑ Se herom Keysers Ytringer ovenfor S. 21–23 og min Klosterhistorie, især S. 88. 407–109. Danske Magazin I. 321 ff.
- ↑ Diplomat. Norvegic. I. 126–127.
- ↑ Annalerne Cod. Arn. Magn. No. 411 4to. Det er dog tvivlsomt, om Nikolaus var Lægmand, da han vistnok er den Nikolaus Rusare, som i 1376 var Kannik i Roeskilde (D. Magaz. I. 226). Dipl. Norveg. I. 371.
- ↑ Dipl. Norveg. I. 313–314.
