Bispevalgene, og denne Strid afgjordes forskjelligt i de forskjellige Lande, uden at efterfølgende Paver, Konger eller Domkapitler ansaae sig bundne ved de Indrømmelser, som Tidsomstændighederne havde aftvunget deres Formænd. I Norge hævdede Kongerne, som Christendommens Udbredere og Befæstere i Riget, længe Retten til selv at besætte Bispestolene; men det lykkedes Kardinal Nikolaus under Borgerkrigen at faae en Forandring heri 1152, da der ved Bispestolene oprettedes Domkapitler, hvem Valgretten da kanonisk overdroges. Imidlertid var denne Ret endnu i lang Tid vaklende; hverken Kong Sverrer eller hans Sønnesøn Kong Haakon anerkjendte Kapitlernes ubegrændsede Valgret, men fordrede, at den Valgte skulde forestilles Kongen og erholde dennes Bifald, førend han tiltraadte sin Romerfærd, for at hente Pallium. Ligesaa blandede Paven sig naturligviis ind i Valget, ved snart at vælge mellem Kapitlets og Kongens Kandidat, snart at udnævne en tredie Mand. Ved Forliget i Tønsberg 1277 mellem Kong Magnus Lagabøter og Erkebisp Jon fraskrev Kongen sig al Stemme ved Bispevalget, men Sønnen Erik og dennes Raadgivere, Magnaterne i Norge, vilde ikke erkjende Tønsbergforliget, som kun synes at have staaet ved Magt i ganske kort Tid. Følgen blev et almindeligt Vildrede i de geistlige Forholde; de Bisper, som modsatte sig Kongemagten, maatte drage i Landflygtighed, og Erkestolen selv stod efter den myndige og ubøielige Erkebiskop Jons Død i Skara (21de Decbr. 1282) ledig i 5 Aar. Senere blev det roligere, og Kong Haakon dem Femtes Sindighed gjorde Ende paa disse Conflicter hvortil man saagodtsom ingen Spor opdager gjennem næsten hele det 14de Aarhundrede. Kongerne lode Domkapitlerne i rolig Besiddelse af deres Valgret, som kun enkelte Gange tilsidesattes af Paverne, og de valgte Biskopper vare da stedse Nordmænd. Kong Haakon havde imidlertid ved Oprettelsen af de 14 kongelige Kapeller, hvis Prælaters Valg Paven ubetinget havde overdraget Kongen, skaffet sig en af Pave og Biskopper uafhængig Samling af Klerke, til hvilke han altsaa kunde tye i de mange Tilfælde, hvori Kongemagten ikke kunde undvære den Erudition og Forretningsdygtighed, som dengang næsten udelukkende fand-
