skal forsyne de Kirker i Norge, hvortil han har Kaldsret, med Norges indfødte Mænd (D), men da dette i Raadets Fremstilling er sat i Forbindelse med Kirkernes og Klostrenes kanoniske Valgret, vil det og passende omtales derunder. Kongens Svar paa denne Fordring, nemlig at han “samtykker“, at Kongens Kirker forsynes med Norges og Danmarks indfødte Mænd, stemmer ganske med Svaret angaaende Lænene. Det vil med andre Ord sige, at Christiern II. agtede at følge sin Faders og Farfaders Skik, og betroe Kantslerembedet og Apostelkirkens Prælatur samt flere andre indbringende og med politisk Magt forenede geistlige Embeder i Norge saavidt muligt til Fremmede. – Paa den djærve Fordring endelig, at de Fogder, som ikke vare indfødte, strax skulle afsættes (H), svarer Kongen undvigende, at han derom vil tale med Rigsraadet. Udfaldet af denne Samtale kjendes vel ikke, men vi feile maaskee ei ved at antage denne nøgne Mishagsyttring, især under Norges daværende Stilling ligeoverfor Danmark, mere for et mærkeligt Vidnesbyrd om Stemningen i Norge, som Raadet troede sig for sin egen Skyld forpligtet til at give Luft paa denne Maade, end som en Fordring, det i ringeste Maade haabede at see opfyldt. Norge var allerede forlængst overlæsset med tydske og danske, kongelige og adelige Fogder, og det var da ingen let Sag paa een Gang at afsætte dem alle, selv om Kongen dertil af andre Grunde skulde været tilbøielig, ei at tale om, at en slig radikal Foranstaltning ligelidet stemmede med Unionskongernes og begge Rigsraads sædvanlige halve Forholdsregler. Haandfæstningen indeholder ikke heller nogensomhelst Bestemmelse i denne Rætning, skjønt der forresten fastsættes Adskilligt om Fogdernes Ansættelse (Lænsmændene skulde skikke Dannemænd (dygtige Folk) til Fogder), Afsættelighed (Kongen maa ei give nogen Foged Brev paa hans Fogderi paa lang eller stakket Tid) o. s. v.
Vi komme nu til Unionskongens Forhold til den norske Geistlighed. Det var en gammel Tvist over hele det romersk-katholske Europa, om Kongen maatte have nogen Stemme ved
