1505, da han havde forladt Norge og var forlænet med Holbek i Sjæland, fik Lister Læn og Midsyssel, ligeledes paa Agder[1]. Det er klart, at en slig “Forvandling“ af Lænene, især naar den tjente til en Udlændings Begunstigelse var en Misbrug, som Raadet burde paatale; thi blev den almindelig, stod det i Kongens Magt at illudere Haandfæstningens Forskrift om Slottenes Overdragelse til Indfødte, ved at tage Lænene, som hørte derunder, fra disse og dermed belønne dem, der befordrede Dynastiets eller det danske Rigsraads Amalgamationsplaner. Uden underliggende Læn vare Slottene kun en Byrde; thi det var af Lænenes Intrader, at Slotsherren skulde leve, Slottene bebygges og Knegterne aflønnes. At Høvedsmanden paa Agershuus i hiin Tid, Hr. Knut Alfssøn, mod gammel Vedtægt, om ei mod bestemt Lov, maatte afgive 4 af sine Læn til Hr. Henrik Krumedike, var derfor vistnok en vægtig Grund til det personlige Fiendskab mellem dem, og neppe uden Indflydelse paa hans Forbindelse med Hr. Steen Sture. Om denne Fordring indeholder Kongens Svar Intet, men i Haandfæstningen (Saml. IV 380) er derom kun fastsat, at Kongen ikke maa formindske de Læn, Nogen har i Pant, førend de ere gjenløste. Dette var en simpel Contraktspligt, som det næsten kunde synes overflødigt at føre i Pennen, medens det viser, at Raadet ikke har kunnet drive sit omfattende Ønske igjennem. – Fordringen endelig at Kongen ikke maatte forhøie den aarlige Afgift af Lænene, som af hans Fader og Farfader var bestemt, var neppe lovmedholdig, og i hvert Fald en ny Fordring, som man ikke kunde vente opfyldt; thi Kong Hans havde kun lovet[2] ei at forvandle (d. e. ombytte Indehaverne af) Lænene, førend han var kronet, men da sætte dem paa Afgift efter Overlæg med Raadet. Til dette Løftes Overholdelse burde da og Rigsraadet indskrænket sin Fordring, eller og stræbt at faae fornyet Kong Hans’s neppe opfyldte Forpligtelse at anvende noget af Kronens Indtægt i Norge til Slottenes og Kongsgaardens Bygning og Forbedring. Dette
