havde givet Fordringen et mere fædrelandssindet Præg, om det end var usandsynligt, at Kongen i det Hele uden Nødvendighed skulde ville indlade sig paa at overtage en Byrde, som efter gammel Skik og Sagens Natur paahvilede Lænsherrerne, som paa en ubetydelig Afgift til Kronen nær havde alle Indtægter af de Slottene underlagte Læn, netop for at “bygge“ Slottene og holde Knegte til Rigets Tjeneste.
Kongens Svar (ovenfor S. 221. No. 3) paa denne Fordring giver ei heller store Løfter. At Lænene alene skulde betroes Nordmænd, afslaaes reent ud, fordi “Adelen udi Norge er fast uddøet, hvorfor Kongen vil forsyne Lænene med Norges og Danmarks Ædelinge og indfødte Mænd“, og i Henhold hertil er og vedkommende Artikkel i Haandfæstningen affattet[1]. For ikke at komme forlangt fra Materien skulle vi med Hensyn til Grunden for Afslaget kun bemærke, at Huitfelds Beretning, at Christiern II “holdt saa Huus med Norges Adel, at det endnu kjendes paa dem denne Dag“[2], ikke finder Stadfæstelse i de norske Slægters Historie som i det Hele antyder, at en stadig stedse mere fremtrædende Tilsidesættelse af de Indfødte har været den sande Aarsag til, at disse efterhaanden trængtes tilbage til Bondestanden, hvorfra de ved Formue, Dygtighed og politisk Indflydelse havde hævet sig. Derimod finder man ikke, at noget usædvanligt Antal storættede Mænd ere døde i den Tid, Christiern var Regent her i Landet 1502–1510. – Om de Vanbyrdige giver Kongen intet Svar, maaskee af Forglemmelse, siden Raadets Fordring i denne Retning er opfyldt ved selve Haandfæstningen; maaskee og med Forsæt, da han vistnok alt forlængst var paa det Rene med sig selv med Hensyn til Borgerstandens Fremdragen, men ikke har villet støde Raadet ved en bestemt Ytring derom. – Hans Løfte at ville efter Overlæg med Norges Rigsraad sætte Kronens Slot og Læn paa en skjellig Afgift, er derimod i og for sig alt, hvad man kunde
