den danske Prindsesse Ingeborgs Søn[1]; thi Arven strækker for den, der ikke er af norsk Kongeæt ei videre end til Fasters Søn, og Albrekts Fader vilde været arveberettiget, hvis Olafs Fader havde været Arveladeren. Det samme gjælder om Albrekt af Sverige og den pommerske Green af det norsk-meklenburgske Huus. End fjernere stod Hakon Jonssøn fra den sidste Konge, som dennes Oldemoders (uægte) Søsters Sønnesøn, og hans Erklæring 1388, at han ingen Ret havde til Riget, var ganske beføiet. Men nu bestemte Arveloven, at naar ingen efter dens Bestemmelser arveberettiget Person var til, skulde Riget arves efter Landslovens Forskrift, og saaledes arvede Margreta lovlig Norges Rige efter sin barnløse eneste Søn[2]. Margreta begyndte saaledes et nyt Dynasti i Norge, hvilket allerede en skarpsindig dansk Forsker nylig har oplyft[3], og havde nu Albrekt den Yngre været i Live, vilde han været nærmeste Arving, hvis ikke – som det norske Rigsraad 1388 erklærede – hans Forældre havde ført Krig med Riget, og derved forspildt deres Arveret; men da han desuden ei var mere, og da den svenske Kong Albrekt ei var i Slægt med Margreta, blev Erik af Pommern, hendes nærmeste Arving, erklæret for Norges Konge[4], uagtet han rigtignok ikke heller, som Søsterdattersøn, kom ind under Kongearvelovens Regler, og følgelig arvede Riget efter hende efter Landsloven.
- ↑ Paludan Müller i Observ. crit. de foedere auspiciis Margaretæ icto feiler, naar han S. 6 erklærer, at den 11te Arv i Hakons Lov aabnede „Mosters Søn“ Arveret; thi dette er kun under Betingelse af, at Mosteren var af norsk Kongeæt, og det var Ingeborg ikke.
- ↑ Denne udentvivl aldeles nye Anskuelse af de norske Arveretsforhbolde 1388 skylder jeg Hr. Prof. R. Keyser, som har tilladt mig at benytte den her. I Nordmændenes Hyldingsbrev af 2den Febr. 1388 (Suhms nye Saml. III. 387) staaer det og udtrykkelig at de toge hende til Regent i Egenskab af Kong Hakons Dronning og Kong Olafs Moder. Dette strider mod P. Müllers anf. Skr. S. 8.
- ↑ Pal. Müller l. c. p. 10. Anm.
- ↑ Norske Rigsraads Erklæring, Pal. Müll. p. 106.
