Til disse Arvespørgsmaale mellem Olafs Død og Unionen
tager imidlertid det norske Rigsraad intet Hensyn i sin korte Udvikling.
De bleve nemlig til Intet ved Foreningen i Kalmar
1397. Det forholde sig nu med denne Forening iøvrigt som det
vil, her er ikke Stedet til at gjentage, hvad den fornævnte danske
Forf. allerede saa tilfredsstillende har oplyst angaaende Unionsdokumentets
mærkelige Mangler, – vist bliver det altid, at man
gjennem hele Eriks Regjering betragtede en paa hiin Overeenskomst
i Kalmar bygget Forening mellem alle 3 Riger under een Konge,
hvis Eftermand skulde vælges af delegerede Rigsraader fra de 3
Riger blandt hans Sønner, som faktisk bestaaende, og at
Intet efter den Tid indtraf, som rokkede denne Rigernes Raads
Valgret. De norske Rigsraader have derfor fremdeles Ret i deres
Fremstilling af, hvorledes det hidtil under Unionen var gaaet til,
nemlig „at Rigerne skulde til evig Tid blive med et frit Kaar og
Valg under een Konge og ikke til Arvs“, om man end erkjender,
at Valget ikke var saa ganske frit, naar det var bundet til Kongens
Sønner, saafremt Intet paa dem var at udsætte. Men i
saa Henseende var Danmark og Sverige ligesaameget eller ligesaalidet
bundne som Norge, og dog vovede ingen af Christiern Is
Sønner eller deres Børn at skrive sig ret Arving til Sverige
eller ret Arving til Danmark. – Mærkeligt bliver det iøvrigt,
skjønt Spørgsmaalet her uvedkommende, at de norske Rigsraader
erklære, at de ved deres Ophold i Kjøbenhavn 1513 havde Kopier
med af Recessen i Kalmar efter gamle Registre (d. e. Kopibøger).
Dette viser, at man endnu 1513 i Norge havde det kalmarske
Unionsdokument protokolleret, og betragtede og paaberaabte sig det
som Grundlaget for de følgende statsretlige Forholde til Unionskongen
og de øvrige Riger. – Rigtigheden af hvad Rigsraadet
dernæst anfører om Christoffers Christiern Is og Hans’s Valg til
Norges Konger indlyser tilfulde af selve Valgbrevene[1] og Haandfæstningerne,
da Rigsraadet naturligviis intet Hensyn har taget til
- ↑ Christoffers Valgbrev er tabt, men at han valgtes til norsk Konge, og aldrig betragtede sig som Rigets Arving, er hævet over al Tvivl, og desuden neppe modsagt af Nogen.
