Slægt, vilde den naturligviis vise sig utilbøielig til at understøtte enkelte klarere seende Stormænds Bestræbelser for at holde Foreningen med Sverige ved lige, om end denne for den indre og ydre Freds Skyld var Norge fordeelagtigere end Foreningen med det stedse mere fortydskede Danmark. Dette den norske Almues feilagtige Begreb om Forholdene blev desuden et ypperligt og ikke forsømt Middel til lidt efter lidt at undergrave Norges Selvstændighed, til snart i denne, snart i hiin Retning at træde den besvorne Haandfæstning hemmelig eller aabenbart under Fødder De vare jo, meente den troskyldige Almue, Kongens arvede Undersaatter, og deres Udelukkelse fra Deeltagelse i de offentlige Anliggender gjorde dem ubekjendte med den Ret, de virkelig vare i Besiddelse af, hvis Kongen eller Danmarks Riges Raad brød sine Forpligtelser eller overtraadte sine Rettigheder.
Seer man fremdeles hen til det Beviis, det norske Rigsraad fører, for at Norge ligesaavelsom Danmark paa hiin Tid var et frit Valgrige, da er det i det Hele rigtigt. „Da Kong Olaf døde (1387), tømtes Arven i Norges Rige[1], og var da ingen ret Arving til Norges Rige igjen af Kongeæt.“ Dette er bogstavelig fandt. Kong Hakon den Femtes Arvefølgelov[2] bestemte nemlig (ligesaavelsom Kong Magnus’s ældre Arvelov), at Arven skulde regnes fra den sidst afdøde Konge. Men af alle paa den Tid levende det norske Kongehuses Slægtninger i og udenfor Riget var ingen Kong Olaf saa nær i Slægt, at han kunde komme ind under Arvefølgens Paragrafer. Nærmest var Hertug Albrekt den Yngre af Mecklenburg (som iøvrigt døde endnu 1387, førend nogen ny Konge var tagen i Norge), Olafs Bedstefaders Søstersøns Søn, eller, om man vil, hans Mosters
- ↑ „Nu tꝍmist honum arfr“ er et almindeligt Udtryk i vore gamle Love, naar en Arv er falden, naar en Arv søger sin Arving. Dette var netop Tilfældet i Norge ved Olafs Død. Det følgende Udtryk: „og var da ingen ret Arving osv.“ antyder det andet Stadium i Ärvegangsloven, at nemlig ingen ret Arving meldte sig.
- ↑ Konunga-erfda ok rikis stjórn, udgivet af G. Thorkelin Hafn. 4to.
