lertid kunde det dog synes som om Danmarks Rigsraad mere end Norges maatte have Grund til at frygte de for dets Valgmyndighed farlige Konsekventser af hiin Tittel. Den gjældende bergenske Reces af 1450 bestemte nemlig, „at baade Riger Danmark og Norge skulle herefter blive under ren Herre og Konning til evig Tid); – –, at naar Kongen frafalder, skal Rigens Raad i det Rige, hvor Kongen bliver død udi, byde ufortøvet det andet Rigens Raad til, at de da paa baade Sider Rigens Raad med det første sammen komme i Halmstad; – – har da Kongen ægte Søn eller flere, da keise baade Rigens Raad eendragtelig den til Konge, som dem tykkes bedst tilfalden være; – – særdeles i Konninge-Kosning skal hvert Rigens Raad have sin fri Kaar, fri Magt og fri Vilje uden al Hinder, Gjensigelse eller Argelist“; osv.[1] Paa denne Maade maatte jo Kongesønnernes Arvepaastand paa Norge – efter Jahn i Henhold til den ældre norske Kongearvelov, – hvis den af Danmarks Rigsraad erkjendtes, aldeles tilintetgjøre netop det danske Rigsraads Valgret, naar Rigerne fremdeles skulde have fælles Regent; thi i Norge havdes da intet Valg: „Kongens Søn, ægte født, ældst, een“ var da ubetinget det udeelte Riges lovlige Arving. Men nu rører ikke det danske Rigsraad ved denne ømme Byld, tvertom er det mere end rimeligt, at det hemmelig eller aabenbart har bestyrket Kongesønnerne Hans, Frederik og Christiern i denne usurperede Tittels Benyttelse. Dette Særsyn synes ikke at kunne modtage anden Forklaring, end at det danske Rigsraad allerede mod Slutningen af 15de Aarhundrede har følt sin Magt saaledes befæstet i Norge, at det ikke har frygtet for nogen selvstændig Ytring derfra, om man i Danmark skulde finde for godt at lade Valget falde paa en yngre Søn, men at det derimod har anseet den vrange Lære om Norge som Arverige, som det hensigtsmæssigste Middel til at forebygge et fælles Kongevalg mellem Nordmænd og Svensker. Naar Almuen nemlig fremdeles kunde holdes i den Tro, at det var ulovligt, oprørsk og meenedersk at forlade den sidste Konges
- ↑ Samll. til Norg. F. og Sp. Hist. IV. 316.
