kan see, om det var som dansk eller norsk Rigsraad at Hr. Henrik her optraadte. Af de øvrige 7 vare Erik Valkendorff, Anders Muus og Christiern Pederssøn Danske, de øvrige 4 derimod Nordmænd, Knut Knutssøn dog egentlig af svensk Æt, men bosat Embedsmand i Norge. Af disse sidste maa derfor hine ogsaa mod den danske Adels Indtrængen i Norge stilede Klagepunkter være førte i Pennen, da det ikke er rimeligt, at Mænd, der selv vare komne til Rigets høieste Værdigheder med Indfødtes Tilsidesættelse, skulde have viist sig virksomme til at forebygge sligt for Fremtiden. Ældst af Nordmændene var Bisp Andor af Bergen, og denne Omstændighed samt det spændte Forhold, hvori han senere stod til Kong Christiern, vækker Formodning om, at han er disse Klagepunkters egentlige Concipist.[1] Magnus Lauritssøn, forhen Erkepræst i Oslo, og dimitteret fra dettes Domkapittels Skole til Universitetet i Rostock, hvor han 17 April 1494 immatrikuleredes og senere blev Magister, var netop i dette Aar bleven Biskop; han maa være bleven viet under Opholdet i Kjøbenhavn mellem 15de og 22de Juli, da han den førstnævnte Dag endnu kun kaldtes Electus til Hammer, og det er saaledes mindre sandsynligt, at han i samme Øieblik, han fik Sæde i Rigsraadet, skulde have opkastet sig som Hovedmand for Nordmændene. Vel nævnes og Magnus blandt de Bisper, Kong Christiern senere viste sig haard imod, men da han i 1531 var en af dennes virksomste Tilhængere i Norge, og derfor maatte bode 3000 Mark Sølv, saa har vel Fiendskabet ikke været saa alvorligt. Han viste sig iøvrigt stedse som fiendtlig stemt mod Unionen med Danmark, hvilket i 1537 kostede ham hans Bispedømme og Frihed, idet han førtes fangen til Danmark, hvor han døde i Andvordskov 30te Septbr. 1542.[2] Norges sidste Hov-
- ↑ Den rigtignok mod Kongen aabenbart partiske Skibyske Krønike nævner Bispen af Bergen blandt de Prælater, Christiern havde forfulgt, (Script. R. Dan. II. 573), og Edvardsen fortæller (i sin haandsk. Bergens Beskrivelse), at Kongen ved Underretningen om Bisp Anders’s Død (Juni 1521) skal have ytret: „Nu, er han død; ellers havde vi en uplukket Gaas med hannem.“
- ↑ Script. R. D. II. 573. Kallske Manuskr. p. Kong. Bibl. i Kbhvn No. 590. 4to.
