og med disse Forhandlinger er det ikke urimeligt, at et samtidigt Folkerygte med eller uden Grund har sat Auduns senere Fængsling og Straf i Forbindelse.
En anden mærkelig og ligesaa gaadefuld Begivenhed indtraf paa samme Tid. En Stund efter Kong Eriks Død, i Aaret 1300, bragte nogle Tydskere fra Lybek til Bergen en Kvinde, der kaldte sig Margreta og paastod, at hun var Kong Eriks Datter, den samme, som havde været bestemt til Skotlands Dronning men sagdes at være død som Barn paa Orknøerne, da hun fra Norge førtes over til sit Rige. Hun skulde, efter sit eget Foregivende, være bleven fangen paa Overfarten til Skotland af Sørøvere, eller solgt til disse af Fru Ingeborg Erlingsdatter, der ledsagede hende. Skibsfolket havde siden bedraget Kongen ved at udgive hende for død. Dette hendes Udsagn – heder det – fandt nogen Tiltro, og der dannede sig et Anhang om hende baade af Bymænd og Bønder. Men Kong Haakon lod nu alle Omstændigheder ved Margretas Død paa det nøieste efterforske og det bevistes, at den unge Margreta virkelig var død paa Orknøerne i Overvær af flere af Norges bedste Mænd, at hendes Lig var af de norske Sendemænd, der skulde føre hende til Skotland, bragt tilbage til Bergen, at Kong Erik selv havde ladet oplukke sin Datters Ligkiste, og erkjendt Liget for virkelig at være hendes, hvorpaa han havde ladet det begrave hos hendes tidligere afdøde Moder i Christ-Kirken. Desuden passede denne Kvindes Alder aldeles ikke med den virkelige Margretas, idet hun aabenbar var langt ældre, end denne vilde været, om hun havde levet. Kvinden blev paa Grund af disse Beviser erklæret for en Bedragerske og brændt paa Nordnæs 1301. Hendes Mand, som havde fulgt hende, blev halshugget. Alligevel var der mange, endog nogle Præster, som troede, at hun havde lidt uskyldig, de ansaa hende for hellig og gjorde Valfarter til hendes Dødssted, hvor de dyrkede hende med Offer, Faste og Bønner, og skal dette endog have givet Anledning til, at der senere paa Nordnæs opreistes et Kapel eller en Kirke, som kaldtes St. Margretas Kirke. Man finder, at disse Valfarter efterhaanden – som det heder paa Grund af, at Geistligheden i Begyndelsen saa
