Ligeledes vil det være vanskeligt at indlægge Almuesproget til Grund ved Bestemmelsen af Reglerne for Brugen af Tegnene æ og e. Imidlertid vil det kunne veilede, f. Ex. Græs (Gras), Læs (Las).
§. 9. Consonanterne inddeles ligesom Vocalerne i haarde og bløde, enkelte og sammensatte. De bløde ere: foruden j, som er blødere end g — b, d, g, v, og de dertil svarende haarde: p, t, k, f.[1].
§. 10. I det Norske udtales g og k igjen snart blødere, snart haardere. At disse skulle udtales blødt (nemlig g som j, og k som et blødt tysk ch) udtrykkes foran de haarde Vocaler (§. 2) altid ved, at man indskyder et j foran Vocalen, som: gjalde, Kjole. Da g og k i Norsk i Almindelighed[2] udtales blødt foran de bløde Vocaler, er det overflødigt at indskyde j foran disse; dog skeer dette, for end tydeligere at betegne Udtalen, og adskille den norske fra den danske Udtale, foran æ og ø, som: Gjæs — af Gaas, kjæmme — af Kam, gjøde — af god, kjølig — af kold[3].
Anm. 1. G kan ogsaa udtales blødt i Enden af en
- ↑ I mange Ord vil vist Brugen af haarde Consonanter for de bløde med Tiden komme til at charakterisere den norske Udtale. f. Ex. skrike for skrige, pipe for pibe, flat for flad.
- ↑ Udtalen har endnu ikke antaget nogen Fasthed i denne Henseende, i hvilken den adskiller sig fra den danske, f. Ex. kjæmpe, som vi udtale: chæmpe, de Danske: kæmpe.
- ↑ Ifølge denne Regel bør man skrive: Kjøer, ikke Køer (af Koe).
