Hopp til innhold

Side:Norsk Retskrivningslære.djvu/19

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

ere beslægtede med dem, som ifølge ovennævnte Regler skulle have æ, som: forfærdelig (Færd) hælde (Hæld) læsse (Læs), værdig (Værd).

Anm. 1. Man gaaer endnu videre i at følge Overeensstemmelsen, saa at æ skrives i første Stavelse af mange Tostavelsesord, ifald den ender paa r, og intet j gaaer foran Vocalen (ligesom i nærme, af nær; ærgre, af arg; skrække; færdes m. fl.) f. Ex. Bærme, tærge, Tærskel, sværge, værge og dermed beslægtede Ord; men disse bør man maaskee heller skrive overensstemmende med Hovedregelen: Berme, terge o. s. v. Derimod skrives: gjerne, Hjerne, Stjerne, Hjerte m. fl. Ogsaa skriver man: Herkomst, Herre, Herred, Hertug o. d.

Anm. 2. Endnu forefindes flere Ord, som almindelig skrives med æ, men som, da de ikke kunne henføres til nogen bestemt Regel, heller bør skrives med e. De oftest forekommende Stammeord ere:

Bræmme — Bængel — dæmpe — dæmre — dænge — Frænde — Fælle — fælles — græsselig — grætten — Grævling — hæslig — jævn — Kjær — læske — læsp — Mærs — Mæsling — Endelsen: mæssig — nænne — kvæste — Skrædder — skrælle — skræmme — Skræppe — Stær — Svælg — Træl — ækkel — ælte — Æmne — ændse — æsk (kræve).

Anm. 3. At udlede Reglerne for Brugen af Tegnene e og æ af beslægtede Sprog har mange Vanskeligheder (see Professor Rasts Retskrivningslære §. 113).