Side:Norsk Retskrivningslære.djvu/18

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest

(brak), Træk (trak), i Sænk (sank), gjætter (Gaade); mæt (Mad), Næs (beslægtet med Næse), nærme (n«r), kjærlig (kjær), Tænder (Tand), Gjæs (Gaas), færre (faa), hænger (hang)[1].

c. For at adskilles fra andre Ord, som: paa Hæld[2] (t. F. f. Held — Lykke). Kjærne i Frugt (t. F. fra Kjerne[3] — at kjerne Smør i). Næd (Vocalen er i dette Ord usædvanlig bred), ræddes (t. F. f. red! redde). Æt — Slægt (t. F. f. et — Artikkel) Værk — i Legemet (t. F. f. Verk — af virke).

d. For Overeensstemmelsens Skyld. At følge Overeensstemmelsen er saare naturligt; men ved at forfølge denne Regel kommer man i Strid med Hovedregelen, at udtrykke det korte æ: ved Tegnet e, og herved tildeels er opkommen saa stor Forvirring i Brugen af Tegnene æ og e. Ifølge denne Regel skrives: kjæk, Sæk, Skræk, Smæk, klække m. fl. — ligesom Bræk, Træk, vække; Læs, Græs m. fl. — ligesom Gjæs, Næs; Sværd, Værd m. fl. — ligesom Færd ; værre — ligesom færre; Bræt, tæt, træt, Spæt — ligesom mæt, Dræt[4].

e. Endelig skrives æ i alle Ord og Former, der

  1. Saaledes ogsaa: fornæmmer (fornam), ikke fornemmer.
  2. Beslægtskabet med det gamle Hald (som i: Fredrikshald) leder til netop at adskille det Ord ved Tegnet æ.
  3. Almuesproget har Kjinne.
  4. Derimod skrives: let, ret, net.