bør man vel heller følge almindelige Regler, end med Ængstelighed at udforske og følge en regelløs Brug, især naar disse Regler ikke lede til saa store Forandringer i Maaden at skrive Ordene paa at de blive ukjendelige.
Hovedregelen er:
Det lange æ: udtrykkes ved Tegnet æ, det korte i Almindelighed ved Tegnet e, som: Hær, Herre[1]. Herfra ere følgende Undtagelser:
1. Det lange æ udtrykkes ved e for Adskillelsens Skyld i:
er, ere (af at være) t. F. f. ær! ære (at vise Ære); her (Stedsadv.) t. F. f. Hær (Armee)[2].
Anm. I Overensstemmelse med her skrives Stedsadv. der.
2. Det korte æ udtrykkes ogsaa ved Tegnet æ:
a. Naar g følger efter, og dette ikke kan udtales som et blødt j i sammensatte Vocaler (§. 3) f. Ex. Æg, Vægt, fægte, nægte. Kan g ogsaa udtales som et blødt j, skrives e, som: regne (udtales ogsaa: {{sp|reine), Segl (Seil — paa et Fartøi).
b. Naar et beslægtet Ord eller en beslægtet Form (Enkelttallet, Positiv, Imperfectum) har a, aa eller et langt æ i samme Stavelse, som: Færd (fare), Bræk
