Side:Norsk Retskrivningslære.djvu/14

Anm. 1. Derimod beholdes ikke det stumme e i Afledsord, som: Bolig, rolig^[1], Troskab, Frihed, Raahed o. s. v.^[2]

Anm. 2. Dette har været den sædvanlige Brug af det stumme e. Vil man betragte det alene som oprundet af Bestrebelse efter at give de samme Former lignende Udseende, blive derimod Reglerne:

1. I Adjectivers ubestemte Fleertal og bestemte Form f. Ex. blaae Kjoler [ligesom lyse Kj.], det raae Menneske [ligesom: det vilde M.]
2. I Præsens Indicativ Fleertallet, Optativ og Infinitiv, samt Imperfectum Fleertallet, naar disse ere Eenstavelsesformer, f. Ex. vi maae [ligesom: vi vill e] vi troe [ligesom: vi haab e], du troe! (du haab e!), at boe (at lev e), de loe (de stod e). Derimod skal det da ikke bruges i Enkelttallet af Præsens og Imperfectum Indicativ samt Imperativ, f. Ex. jeg maa (jeg vil), han lo (han stod), gaa! (reis!).

Anm. 3. Endnu gives der een Maade at tilkjendegive, at en Vocal er lang paa, hvilken egentlig hører hjemme i det Tyste, men som ofte brugtes i den ældre Retskrivning, nemlig ved at indskyde et h bagefter Vocalen, som: Gevæhr for Gevær. Saaledes

1. Nogle beholde kun det stumme e i Enden af sammensatte Ord, som: Synaal, tilsye.
2. Af ovenstaaende Regler sees, hvorledes Brugen af dette e vanskeliggjør Retskrivningen. Man burde helst ophøre at bruge dette og det understøttende e.