Side:Norsk Retskrivningslære.djvu/13

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


3] I Adjectiver i samme Tilfælde, i hvilket Adjectiver, der ende paa en Consonant, faae et lydeligt e, nemlig i Fleertallet og det bestemte Enkelttal: Menneskets frie Villie, frie Hændcr.

Anm. 1. Faa [t. F. f. at faae] og smaa, der kun ere Fleertalsformer, og ei ere sammendragne, modtage intet stumt e.

Anm. 2 . Dette e er i daglig Tale i Norge ved flere Ord lydeligt: fri—e Hænder, ny—e Klæder.

4] I Eenstavelsesformer af Verberne, som: lee, toe, flye, døe, saae. Man pleier undtage Enkeltt. maa.

Anm. 1. Da det stumme e tilføies Præsens Infinitiv af de samme Verber, der i Præsens Indicativ Enkelttallet og Imperativ Fleertallet faae det understøttende e [§ 5, 2] kan man sige, at disse Former dannes af Infinitiv ved at tilføie r, idet det stumme gaaer over til at blive et understøttende e.

Anm. 2. Præsens Imperativ skrives rettest uden stumt e, naar Infinitiv har et lydeligt e i Enden, som: tru! [af at tru—e], bi! [af at bi—e], da Udtalen saaledes bestemtere udtrykkes.

Endelig beholdes det stumme e i Sammensætning:

5] Naar Ord, der ifølge ovennævnte Regler skulde have det, sammensættes med andre Ord, enten hine staae først eller sidst i Sammensætningen, som: Vantroe, Byesnak, Armeebefaling, betroe, forsmaae, tilstaae, Syenaal, maaskee.