Vocalen, om den end formedelst Ordets Modsætning til et andet Ord udtales lang; Talordet skrives altid: een, eet, som: En sagde Et, en Anden et Andet; Alle talede paa Een nær.
§. 5. De øvrige Tegn for Vocalerne fordobles ikke; men i samme Tilfælde — naar Vocalen er lang, og Stavelsen ender paa en Consonant — faae disse undertiden et understøttende e, nemlig:
1) Til Adskillelse, som: foer (t. F. f. for — Præp.) vaer [t. F. f. var af være].
2] I Præsens Indicativ Enkelttallet og Imperativ Fleertallet af Verber, hvis Infinitiv har een Stavelse som: troer [troe], flyer [flye], gjøer [gjøe]. Man kan tænke sig, at det understøttende e bruges i dette Tilfælde enten som Merke paa en oprindelig sammendragen Form, eller for at tilveiebringe Overeensstemmelse i Skrivningen af de samme Former f. Ex. troer, faaer [ligesom: lover, drager] [Indledn. 4.]
Anm. 1. Med at skrive det undersøttende e bagefter o ogsaa i Substantiver har man for det Meste ophørt: som Soel, Stoel, Roer [hvilket derved bliver ligt med Fleertallet af Roe — Norsk Næpe], for Sol, Stol, Ror. Ligeledes har man før brugt at skrive understøttende e i sammendragne Substantiver som Faer, Moer, Broer. — Saaledes har man og bmgt at skrive: moersom.
Anm. 2. I Fleertallet af nogle Eenstavelses-Substantiver skrives foran r et e, som i det Mindste ikke tydeligt høres f. Ex. Træer, Kjøer. Saaledes have
