TBON1)ENES HEHRE1). 91 (Reisen annekskirke er først opført 1844), de var tidligere blevne betjente af sognepræsterne paa Ibbestad eller deres kapellaner. Lenviken, som siden 1731 havde tilhørt Ibbestad sognekald og var b1cVc11— betjent af den personelle kapellan hos præsten paa Ibbe- stad, blev i 17—59 et eget kald med Hillesø som anneks. Hillesø havde 1 kirke, som betjentes af 1 præst i slutningen af det 16de aarhundrede. Kaldets indtægter maa have været saare ubetyde- lige, og der fortælles ogsaa om en af præsterne der, at han næsten uden klæder maatte udføre almindeligt arbeide for at opholde livet. Paa Senjenøen var i ovennævnte tidsrum 6 kirker, som betjentes af 3 præster; den østlige side af øen hørte dengang ligesom nu til Sand, Tranø og Lenviken sogne. Den ene af disse 6 kirker stod i Meflord; dens anneks var Berg, og disse 2 kirker betjentes af 1 præst, som boede i Mefjord. Tor-skms kirke med annekset Gryllcîfjord betjentes af 1 præst. I Ø’§ZjOrd var en kirke, som tilligemed kirken paa Baltestad betjentes af en præst, men senere havde præst sammen med Hillesø. Øifjord kirke blev nedlagt før 172O, og kirken paa Baltestad omkring midten af forrige aarhundrede. Mefjords kirke nedlagdes i 1809 og kirken i Gryllefjord aaret efter. Af Senjenøens 6 kirker og 3 præste- kald er nu kun 1 præsteg;je1d med 2 kirker tilbage. Man undres over, at der i et saa tyndt befolket distrikt, som Senjens yder- side er, kan engang i tiden have været saa mange kirker med flere præster. Men dette finder sin forklaringi de store fiskerier, som i det 16de og 17 de aarhundrede foregik paa Senjens yder- side; til disse fiskevær strømmede en stor mængde mennesker, endog fra de sydligste bygder i Nordland Ifølge de tiders praksis blev kirker byggede paa ethvert sted, hvor fiskende almue i større mængde søgte hen. En af øens kirker, den i Øifjord, skal endog være bekostet og opført af fiskere fra andre bygdelag. For præsterne i disse smaa sognekald har det vel ofte været fattigdom og armod, især i de tider, da den ei ubetydelige fiske- tiende gik til sognepræsten i Trondenes, hvilket for Mefjord og Hillesø kald vedvarede til l781 og for Torsken til 1761. Det maa have været, hvad Petter Dass siger om sine kapellanind- tægter «et brød foruden smør». Og der fortælles da ogsaa eksempler paa, at præster næsten sultede ihjel derude eller døde saa fattige, at de ikke efterlod sig saa meget, som behøvedes at begraves for, samt at præsteenker maatte tage tjeneste hos bøn- derne og udføre de haardeste og ringeste arbeider. Fiskerierne, som før havde været rige, aftog i det 18de aarhundrede, og fattigdom og nød tiltog. Det afhængighedsforhold, som Trondenes præstegjeld stod i til den trondhjemske bispestol, ophørte ved biskop Peder Krogs død i 1731. Kaldets betydelige indtægter kom derved de der
