Side:Norges land og folk - Tromsø amt 2.djvu/302

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


1.YNGEN HEBBE1). 295— til brændpunktet for handelsliveti dette strøg,» skriver oberst- løitnant Bang, «og dets nette bebygning, navnlig kirken, præste- gaarden, 2 kjøbmandsboliger samt lensmandens og lægens m. fl. huse i forbindelse med den stadige tilstrømning af menne- sker fra alle kanter giver det et bymæssigt udseende. Da kirken er flittig besøgt her, og de store distancer gjør det nødvendigt at afgjøre handelsaffærer og andre forretninger paa samme reise, bliver her især livligt ved ugens slutning. Da ser man stadig baade med nordmænd, kvæner og finner skarevis nærme sig og derpaa gruppere sig i bivuakker for natten; thi husene kan ikke afgive tilstrækkeligt rum; de brogede dragter og sprogforvirringen forøger 1iv1igheden. Finnerne gjør ikke mange omstændigheder med sit Stel for natten og gererer sig meget ugenert, men deres letvindte toilette om Søndagsmorgenen bliver ikke stødende for velanstændigheden: det bestaar i det høieste i at trække en noget renere pesk udenpaa den gamle hams. Men varmen af denne solide paaklædning, der endmere forøges ved den betydelige menneskemasse i den lille kirke, gjør snart sin virkning paa finnerne, og giver mange af dem regres for nattens strabatser i en tryg søvn, medens enkelte — som det ikke sjelden hænder —— pludselig faar «aanden over sig» og under skrig og voldsomme gebærder maa føres ud.» “ Et andet knudepunkt i Lyngen herred i markedstiden er Skibotn. Om dette sted skriver oberstløitnant Han-g: « Ret over for fjeldet Njallavarre, hvor Storfjorden pludselig udvider sig fra Ve mils bredde til det dobbelte og gaar over i Lyngenfjord, ligger markedspladsen Skibotn ved den 1ave, sandige og temmelig brede udmunding af Skibotndalen. Markedspladsen Selv med sine nærmeste, net bebyggede, samt skog— og græsklædte omgivelser, hvorigjennem elven snor sig i serpentiner, Ser ret venlig ud, men da fjorden her danner en bugt, stænges den videre udsigt ganske af de kolossale fjeldvægge, der omgiver den.» Befolkningen er i udkanterne rene finner, desuden er der endel indflyttere søndenfra, især fra Gudbrandsdalen, men hoved- massen er en blanding af norsk, finsk og kvænsk nationa1itet. Oplysningen staar, som rimeligt kan være, ikke høit, da skoletiden har været kortvarig og lidet hensigtSmæssig udnyttet, samt skole- forsømmelser overmaade hyppige Den aandelige synskreds rækker derfor ikke udenfor Lofoten og Finmarken. Sprogforholdene læg- ger desuden ogsaa hindringer iveien, og det er ikke endnu paa alle hold forstaaet, at man kun hindrer finnernes udvikling ved at understøtte deres ulyst til i at lære norsk. Deltagelsen i de store fiskerier fører dog med sig, at de fleste voksne mand-