1.YNGEN Hr-:BBE1). 279 4100 fod høie top, der i en fintformet spids hæver sig op over de nævnte terrasser, vistnok ogsaa fortjene den udmærkelse, hvor- med det før har været u-dhævet paa karterne, og hvormed det nævnes blandt amtets turister, dersom det var beliggende under andre omgivelser. Aldrig glemmer jeg den gribende virkning af solnedgangen bag denne række af tinder, hvis yderst fantastiske og elegante former under denne belysning tegnedes med en skarphed, som jeg ikke før har seet, og hvis mellemliggende, mægtige isbræer skinnede med en purpurrød glands. Lader vi øiet følge denne fjeldkjæde fra Kjosen af, hvor den med næsten lodrette vægge og en høide af 5000 fod træder lige ud i sjøen, og sydover, kommer vi først til Jertinden og Rørnestinderne, der paa østsiden er tilgjængelige og bevoksede med skog og græs; mod syd hænger disse sammen med det kolossale fjeldparti, der under navn af .]ækkevarre danner tyngde- punktet af hele halvøens fjeldforgrening og halvøens høieste punkt. Ovenpaa er disse fjelde fladt afskaarne og bedækkede med uhyre snebræer, over hvilke enkelte toppe hæver sig. Kun et dybere skar findes i disse fjelde, nemlig mod Kval- vikdalen, og dette skar er udfyldt af isbræer. Mod Lyngsdalen, der munder ud i LyngenfÍjord, et par mil søndenfor Lyngseidet, skyder en mægtig isbræ ned indtil kun nogle hundrede fod over havet, udfyldende den indre del af denne dal, hvilken forøvrigt ligesom Kvalvikdalen er græsklædt og bevokset med tynd birkeskog, og hvis sidedale frembyder gode- renbeiter. Det beskrevne fjeldparti, hvis indre kun er kjendt af de finner, der her har sin flytvei for at naa den nordlige del af halvøen, udfylder næsten hele dennes midterste del, saa at der- for bebygning kun er levnet en smal kyststrimmel, som dog op- over mod Oksen udvider sig til en slette af henimod 1Z4 mils bredde. Den fastboende befolkning ser med en vis gru indover disse- fjelde, der koldt og truende hæver sine steile vægge over deres hoveder, sender hyppige skred ned over deres eiendomme, og hvis bræer og styrtninger minder om død eller ulykke, der har ramt nogle af dem, som dristigt har begivet sig derind uden vei- viser. Især er Lyngsdalen berygtet i denne henseende. Paa sydsiden af denne dal og med tilgjængelige skraaninger mod samme hæver sig det kolossale, paa alle øvrige kanter steilt hældende fjeld Mallavarre, 49O0 fod høit, hvis glat afslebne vægge, der træder lige ud mod fjorden, med dybe snefurer fra top til fod i parallele mellemrum, giver det et karakteristisk ud- seende.
