Side:Norges land og folk - Tromsø amt 2.djvu/22

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


TROMSØ BY. I 7 søndenfjeldske stæder. Ved min tilbagekomst (nordfra) fandt jeg tallet forøget med 3 fartøier, skjønt mange af de gamle da var afseilede. » Kandidat N. Lund skriver i sin « Reise gjennem Nord- landene og Vestfinmarken i Sommeren 184l»: «Tromsø har to hovedgader, der løber para11ele og over- skjæres af parallelløbende tvergader. Gaderne er for det meste brede og bedre vedligeholdte end sædvanligt i smaabyerne. Sundet, der ligger i retning fra nordost til sydvest, danner ved en liden indadbøining mod byen stedets havn, hvor nordlandske jægter, russiske lodjer, bremere, hamburgere og danske udfolder deres nationalfarver og søger deres forskjellige handelsinteresser. At beskrive det liv, der rører sig paa den lille havn, er umuligt for den blot fortællende reisebeskriver. Det udfordrer Holbergs lune og Hogarths pensel, fordi karikaturen er en ei ga-nske ube- tydelig ingrediens i den mangfoldighed af drag-ter og sprog, beskjæftigelser og interesser, der her samler sig til et total- billede. Tromsø tvende hovedgader løber parallele med sundet, og overskjæres af regelmæssige tvergader; men regelmæssigheden er senere tiders Værk og har ikke kunnet udslette sporene af en tidligere regelløs bygningsmaade. Byens livligste og maaske ældste gade heder Strandgaden og afsætter sig i en krumning fra hoVedgaden og følger strandbreddens bøininger. Her findes de fleste kjøbere. Det vrim1er her til sine tider af mennesker, og jeg raader reisende, der ønsker at studere hande1slivet i Tromsø, at ofre et par timer paa synet af det liv, der rører sig paa de skjønne sommerdage. Her færdes, naar solen skinner varmt, en støiende, regelløs, mangefarvet folkevrimmel, der lig en broget Slange vælter sig i lange bugtninger fra pakhuset til kramboden og fra denne til kje1der eller loft. HeldigVis er slan- gen ikke af en frygtelig art, skjønt den er fortærende; Tromsø kjøbmænd ser den gjerne i sine gader og er meget omhyggelige med at tilfredsstille dens ganes egne smag. Om det er menneske- lighedsfø1else eller selvinteresse, der raader i denne omhu, kom- mer ikke reisebeskriVeren ved. Vist er det, at denne vrimmel af kjøbere, af lurvede russere og sjøfinner i forslidte renkufter er byens største klenodie. Med morgensolen vaagner Virksomheden i den lille gade. Butiksvendene stikker de Søvnige ansigter ud af kramboddørene; stuepigerne sætter sine feiekoste igang og tilkaster hine kokette øiekast, medens søfinnen endnu sover med sin kone, henStrakt paa den bare jord langs krambodVæggen, og lader solen beskinne sine dorske ansigtstræk. Men snart vaagner alle sovende af den korte sh1mmer. Søfinnen gnider søvnen af øinene, medens hans kone fremtager af barmen det simple maaltid af bygmelskage og 2 — Tromsø amt. II.