Side:Norges land og folk - Tromsø amt 2.djvu/204

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


MAA1.SE1.VEN HEBRE1). 197 Isdalselv(m driver et sagbrug, en mølle og en cirkelsag til- hørende gaarden Iselvmo. Maalselven har fra nord disse tilløb. Tamokelven kommer ind fra Balsfjorden herred, bøier i Ta- mokdalen i sydvest og løber nu som en temmelig bred, men i den øvre del ikke synderlig dyb elv videre; den strømmer vist- nok rolig, men afbrudt af flere stride stryk, der gjør den ufarbar med baad. Omtrent 3 km. ovenfor sammenløbet med Rostaelv danner den et omtrent 15 m. høit fossefald. Den er ikke synder- lig fiskerig. FJjeldfrøskelven kommer ind fra Balsfjorden herred og er en temmelig stor, rolig elv, der i den nedre del er farbar med baad. Maalselven optager videre flere i Maukfjeldene udspringende fje1de1ve: Nergaardselv, der ved N ergaard driver et sagbrug og en mølle, Troldelv,i Nordmoelv og Sagelv, hver med et sagbrug, Olsop- ’flelbma, der skjærer sig dybt ned i lerbakken mellem gaardene Rogn- mo og Brandskognes og hyppig foraarsager jordskredi flomtiderne, samt endelig Mikkelsbækken, der ved Fredriksberg driver to sage. Takelven dannes ved sammenløbet af to elve i Balsfjorden. Efter sammenløbet strømmer Takelven med ringe fald og dybde, men forholdsvis betydelig bredde, gjennem Takelvdalen, hvor dens betydeligste tilløb er: Kaggebækken fra Mauken og begge Olderbækkene fra Sollitind. Lidt ovenfor Solli sæter danner Takelven en fos, Stygfos; ligeledes har den et fossefa1d ved pladsen Fossbakken, straks før dens udløb iMaalselven, 10—1 1 m. høit. Her har gaarden Solli et møllebrug og en sag. Bredderne af denne elv er myret. Paa grund af dens ringe dybde, idet den om sommeren svinder ind til en ubetydelig bæk, er den ikke farbar for baade. Af fisk har elven ørret og harr i nogen mængde. Leirbækken og Broderstadbækken er ubWetydelige udenfor flom- tiderne. Fra vest modtager Maalselven følgende tilløb: Bardoelven, der gjennemstrømmer Bardo herred og derpaa gaar ind i Maalselven herred, hvor den noget før sammenløbet med Maalselven danner Bardqfossen. «Bardofossen,» heder det i Lunds reise i Nordlandene og Vest- finmarken, « bestaar af to adskilte vandfald i en afstand af omtrent 200 fod. I det øverste, der omgives af mosgroede bredder og slanke birketrær, vælter vandmassen sig buefo1—mig ned i en høide af omtrent 15 fod. I det andet, der ligger indeklemt imellem klipper, styrter vandet lodret ned i en høide af omtrent 7 O fod. I vandfaldets skrænt og omtrent midt i dets ri-vende strømning fremrager skarpe klipper, over hvilke vandmassen styrter brusende, skummende, tordnende ned i en dyb katarakt; men over denne hænger birken i malerisk tryghed, og lader sine mørkegrønne