Side:Norges land og folk - Tromsø amt 2.djvu/158

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


X 1 TRANØ HERRED. lå I ved en kongelig skrivelse af 29de januar 1745 saaledes omgjort, at kapellanen skulde fratræde, og den forrige beboer igjen til- træde Tranø, men ved et reskript af 15de april 1746 blev Tranø perpetueret til bolig for kapellanen, og har saaledes siden altid været præstegaard. “ n Paa Tranø bor præsten alene. Tranø præstegaard, hvis store udmarker ligger paa Senjen, er skyldsat til 3 voger og i aaret 1803 takseret til 48O specier. Den afgiver et behageligt opholdssted om sommeren, da den har flere store sletter, og da en god —del fugle, saasom maager, tenner, ederfugle, vildænder o. fl., som der og paa de mange større og mindre omliggende holmer lægger deres æg, gjør den meget livlig. Paa præstegaarden holdes 2 heste, 10 a 12 kjør og omtrent 5O faar og gjeder, af hvilke den største del, paa et lidet antal nær, om sommeren enten maa føres til sæter paa gaardens udmarker paa Senje11, eller bortsætteS hos andre. Udsæden kunde aarlig være 12 til 16 tdr. byg, naar det ikke var saa vanskeligt at faa duelige tjenestekarle, saa meget mere, da der paa øen ligger store myrer, som let kunde opdyrkes, men nu formedelst denne mangel bliver til stort tab ubenyttede. Komav1ingen gjøres ellers meget besvær- lig ved en mængde vildgjæs, som have der om sommeren tilhold. Fra Tranø er udsigten vid og smuk, men der tager ogsaa et meget haardt veir, fra hvilken kant det blæser. Da Tranøen ligger 1Z2 mil fra den alfare vei, og der desuden bor i begge sogne kun nogle faa distingverte familier, er den et meget en: somt opholdssted. Paa øen staar lidt birkeskog, men den fredes til prydelse. En stor del hø og alt brænde maa hentes paa baad fra den i egnen her vidt bekjendte Tranøbotn, en bugt, som nordenfor Tranø skjærer sig ind i Senjen, og omkring hvilken ligger præstegaardens udmarker med en betydelig birkeskog og noget furu til hustømmer for præstegaarden. I denne botn fanges med garn aarligen omtrent 100 stenkobber, dog kun unger, da de voksne og gamle meget sjelden gaar i garn. Kobbeveidet er fred1yst og saa vigtig indtrade for stedets præst, at han uden samme ikke vilde have udkomme paa et sted, hvor transporten med hø og brænde samt kreaturernes bortførelse om sommeren falder Saa kostbar. ’ I bemeldte botn Som og paa selve Tranøen vokser i gode aar en del multebær, ligesom der og gives i nogle vande og e1ve leilighed til at fange laks og rør». W Det sees af denne beskrivelse, at hint kobl’)eveide eller sæl- fangsten ved Tranø præstegaard var betydelig endnu i 1817. «’IÎranø har navn efter en lille omtrent Ve mil lang ø Tranø, hvorpaa hovedkirken staar, og som igjen efter gammelt sagn skal være kaldet saaledes, fordi traner i gamle tider om M