Side:Norges land og folk - Tromsø amt 2.djvu/157

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er ikke korrekturlest


150 W TROMSØ AMT. Af den samlede tilstedeværende befolkning i Tranø (1479) vari 1891: 7 kvæner (5 norsktalende) og 48 finner (13 norsktalende). Gjennemsnitsværdien af skyldmarken er 1 869 kr. Herredets matrikulskyld er 151.07 skyldmark, fordelt paa 150 særskilt skyldsatte brug. Der er 37 gaardsnummere, 136 jordbrug eller pr. jordburg 1.11 skyldmark. Tranø præstegaard har, efterat være reduceret i henhold til lov af 19de juni 1882, en skyld af mark 16.73 (før reduktionen 17.85). Hovedbruget, der er uforandret, bestaar af følgende øer og holmer: Tranøen, Løkøen, Svinøen, Havnholmen og Klokkerholmen samt Furuøen, hvilken sidste ikke er kartla-gt, men angives at være omtrent saa stor som halvdelen af Tranøen. Tranøens samlede areal udgjør ....... 121.51 ha. Løkøens, Svinøens, Havnholmens samlede areal . . 17.26 » 138.77 ha. Heraf —er: Dyrket mark . . 13.91 ha. Eng ..... . 14.82 » Havn og skog . . . 8.02 » Tun, have m. v. . . O.45 » Udmark .... . 1 O l . 5 7 » 1—1—— 138.77 ha. Den kartlagte del af udmarken forøvrigt paa Senjenøen, hvor ogsaa gaardens husmandspladse ligger, udgjør 32.18 ha. Skogens fladeindhold er opgivet til 1Z2—3Z4 G mi1; træ- bestanden er furu og birk. Hovedbruget er paaregnet at kunne føde en besætning af 2 heste, 14—16 storfæ og 8 à 10 sauer. Den gjennemsnitlige avling er af sognepræsten i 1891 opgivet til 2000 vog hø, 65 hl. korn og 90 hl. poteter. Af herligheder paa gaarden kan nævnes: æg— og dunvær, ørret— og laksefiske samt jagt. ’ Efter reduktionen har gaarden 7 husmandspladSe med et samlet areal af 84.49 ha. . Desuden er til klokkergaard bortfæstet et stykke paa 1“7.62 ha. Paa præstegaarden med underliggende. pladse holdtes 1ste januar 1891: 12 heste, 66 storfæ, 1“O0 faar, 61 gjeder, 6 svin, 28 rensdyr og 14 høns. Udsæden i 1890 var: 1 hl. rug, 25 hl. byg, 93 hl. poteter. Om Tranø præstegaard skriver No“rmann i 1817: «Tranø var en bondegaard indtil 5te september 1738, da den ved kongelig resolution blev bestemt til bolig for den i disse sogne betjenende kapellan, som før den tid ikke havde embedsgaard. Dette blev